Hvis Nicklas Bendtner ikke skal direkte retur til Arsenal næste sommer, så kræver det en sæson, hvor danskeren virkelig skinner igennem.
Det er ingen hemmelighed, at Nicklas Bendtner var en sidste minuts-løsning for Juventus, da muligheden for at hente et større navn glippede.
Men selvom fansene har været skuffede, og medierne allerede meddeler, at klubben forsøger at hente et stort navn til klubben hurtigst muligt, så vil danskeren få chancen for at bevise, at han ikke blot er en overgangsfigur.
- Antonio Conte (Juventus’ træner, red.) er meget, meget spændt. Han giver alle en chance, men du skal gribe den, ellers glemmer han dig, ligesom det var tilfældet med Eljero Elia sidste år. Så Bendtner skal nok få chancen, men skal være klar, siger Andrea Antonio Colazingari, der er journalist hos tuttojuve.com.
24-årig Nicklas Bendtner har stadig ambitioner om at blive en europæisk topangriber, men danskeren har endnu ikke formået at være fast mand på sit klubhold bare to sæsoner i træk, og en returbillet til Arsenal vil bestemt ikke hjælpe på sagen.
- Selvfølgelig er det vigtigt, og Nicklas ved også godt, at han skal til at præstere på klubniveau og komme det næste skridt videre i forhold til det talent, de fleste af os ved, at han har, siger Peter Bonde, assistenttræner på det danske landshold.
Nicklas Bendtner var ellers fast mand for Sunderland, som han var udlejet til sidste sæson, men ambitioner om Champions League og mesterskaber kastede danskeren videre. Efter flere afvisninger fra europæiske topklubber lignede han til sidst en mand, der havde trukket nitten med et ophold hos det italienske bundhold Siena, lige indtil Juventus bød sig til i allersidste minut.
- Alle andre spillere var for dyre i dette transfervindue. Juventus forsøgte sig for eksempel med Berbatov, kort inden transfervinduet lukkede, men da han valgte Fulham, var Bendtner den eneste løsning, siger Andrea Antonio Colazingari.
Nicklas Bendtners træner i Arsenal, Arsène Wenger, har allerede været ude og berette, at man vil have danskeren tilbage næste sommer, hvilket lugter lidt af, at man ønsker at opsætte en falsk varedeklaration, hvis Juventus ikke ønsker at gøre brug af forkøbsretten i kontrakten.
BENDTNERS ULEMPER
Købsoptionen:
Juventus har en forkøbsret på Nicklas Bendtner, men italienske klubber har for vane blot at udnytte spilleren det ene år uden derefter at aktivere købsoptionen, da det er en billig løsning. Senest blev Simon Kjær ' brændt af' i Roma efter en godkendt sæson.
De venter i kulissen:
Juventus' fans har været meget skuffede over tilgangen af Nicklas Bendtner. Klubben havde forinden sagt farvel til klubikonet Alessandro Del Piero, og fansene havde glædet sig til at få en højtprofileret angriber. Navne som Robin van Persie, Edin Dzeko, Dimitar Berbatov og Fernando Llorente var på ønskesedlen, men prisskiltene var dyre. Italienske medier meddeler, at man stadig har planer om at hente et stort navn hurtigst muligt.
For tyk:
Nicklas Bendtner blev allerede fra første dag sat bagest i køen af angribere, da han formmæssigt skulle have været et stykke fra resten af truppen. Det afviser hovedpersonen dog selv på Twitter.
Skandalekongen:
Bendtner skal træde meget varsomt uden for banen. For eksempel er brugen af Twitter blandt spillerne en ilde set ting i Italien, og da Nicklas Bendtner er storforbruger af det sociale medie, så kan det godt være, at han vil gøre klogt i at droppe det. Samtidig er klubben udmærket klar over Bendtners tidligere lidt ' uheldige' udfald uden for banen, så mon ikke den italienske tålmodighed er kort for danskeren.
Fryser spillerne ud:
Juventus' træner, Antonio Conte, har for vane at fryse udenlandske spillere ud af truppen ved blot de mindste irritationer. Seneste fik den hollandske landsholdspiller Eljero Elia trods sit talent kun fire kampe sidste sæson, inden han blev sendt til Werder Bremen. Hovedsageligt fordi han ikke kunne snakke italiensk ordentligt.
BENDTNERS FORDELE
Uskarpe angribere:
Konkurrencen er hård i Juventus, der i forvejen råder over fire andre angribere.Men på plussiden kan Nicklas Bendtner glæde sig over, at de ikke er landets farligste. Sidste sæson blev Alessandro Matri klubbens topscorer med kun 10 mål i 30 optrædener.
Spillertype:
Nicklas Bendtner er desuden en anden type spiller end sine kolleger. Danskeren er over 10 centimeter højere end den næsthøjeste angriber og 30 centimeter højere end den laveste, og dermed kan han tilføje klubben en helt nye dimension i angrebsspillet.