Dansk Folkeparti har torsdag valgt at forlade forhandlingerne om en skattereform med regeringen.

Dansk Folkeparti har som det første parti forladt forhandlingerne om en skattereform med regeringen, da partiet ikke mener, at der er behov for en »ubrugelig, uretfærdig og socialt skæv« reform.

På et uformelt pressemøde torsdag sagde Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, at regeringens udspil til en reform er »udsigtsløs«.

- Regeringen kan ikke tilbyde os noget som helst. Det er grotesk, at mennesker på overførselsindkomst skal betale for de velstillede i vores samfund. Det er ganske enkelt en socialt skæv skattereform, og det vil vi ikke være med til. Danskerne har behov for tryghed. Alt for mange går lige nu i utryghed i forhold til deres privatøkonomi og bolig, sagde Pia Kjærsgaard.

Hun tilføjede, at Dansk Folkepartis beslutning »nok ikke kommer bag på finansministeren« (Bjarne Corydon (S), red.).

Partiet har under forhandlingerne både set fordele og ulemper ved at indgå i en skatteaftale med regeringen om en reform af skattesystemet, men Pia Kjærsgaard vurderer altså nu, at det er bedst at indstille forhandlingerne. Både Enhedslisten, Venstre, Liberal Alliance og de Konservative har løbende været til forhandlinger hos Bjarne Corydon.

Ifølge Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, bliver det nærmest umuligt for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) at lande et stort og ambitiøst skatteforlig hen over midten.

- I stedet stiger sandsynligheden for, at statsministeren må lave en lille aftale med Enhedslisten. Det kan give regeringen tiltrængt ro og imødegå den ulmende uro i S og SF. Men regeringen må igen opgive nogle af sine fundamentale økonomiske mål, siger Thomas Larsen til b.dk.