Lille Raymond Dean er en ud af en håndfuld mennesker i verden, der er født med den sjældne sygdom Currariano Triad. En sygdom, der gør den syv måneder gamle dreng ude af stand til at komme af med sin afføring.

Sygdommen gjorde den første del af Raymond Deans liv meget besværlig og tumultarisk. Den lille dreng blev i al hast transporteret mellem forskellige hospitaler, inden han endte på et af Londons top-hospitaler, Ormond Street Hospital.

Her havde lægerne aldrig set sygdommen før, men den lille dreng fik den bedste behandling, og er nu en glad dreng på syv måneder, med to lige så glade forældre.

»Raymond er blevet sådan en fræk, smilende baby, og han er det bedste i verden, synes vi,« siger Raymonds mor, Billie Dean, til The Mirror. Hun har nu lavet en blog, hvor hun skriver om livet med Raymond og hans sygdom.

Lægerne på Ormond Street Hospital har været i stand til at udbedre skaderne på Raymond Deans endetarm, og det har givet hans forældre håb om, at han kan komme til at gå normalt på toilettet, når han bliver ældre.

Indtil da har Raymond fået en stomi, så afføringen kan komme ud den vej. Og netop stomien har Billie Dean skrevet om på sin blog. Hun mener nemlig, at stomiposen er meget tabubelagt, og det er der ifølge hende ingen grund til. Derfor fik det nybagte forældrepar for nylig taget nogle billeder af Raymond, hvor stomiposen stolt vises frem.

Bekæmp tabuet

Under overskriften 'Fight the poo taboo' - bekæmp lortetabuet - har hun beskrevet de tanker, der gik forud for billederne.

I første omgang fik Raymonds forældre taget billeder af den nyfødte dreng, og dengang blev stomiposen skjult.

»Jeg var ikke flov over det. Det er svært at forklare, men jeg tror, at jeg ikke ville fornærme nogen med at have en pose fyldt med lort på hans billeder,« skriver Billie Dean om oplevelsen med de første billeder.

Og selvom forældreparret var glade for billederne af deres lille guldklump, så nagede det dem, at de på billedet havde skjult stomiposen, for hvorfor skulle man dog det?

Nogle måneder senere besluttede parret sig så for at få taget nogle nye billeder, og denne gang skulle stomiposen ikke skjules.

»Min største fortrydelse er, at vi på de billeder ikke fik den rigtige Raymond at se. Jeg har tænkt meget over det de sidste par måneder. Hans stomi er lige så meget en del af ham, som hans øjne, ører og tykke små hænder er. Jeg skulle ikke have bekymret mig om, hvad andre ville tænke. Den tanke skulle aldrig have strejfet mig,« skriver Billie Dean på bloggen.