Juleaftensdag afslørede landsholdsspiller Nicolai Jørgensen, at han skal giftes med sin kæreste til sommer. Nu følger endnu en fodboldspiller trop med romantisk billede af kæresten med ring på fingeren.
Jonas Knudsen, der spiller i den næstbedste engelske række for klubben Ipswich, har givet sin kæreste en smuk julegave. Hun har nemlig fået en ring på fingeren, og de to er nu forlovede.
Det afslører den 24-årige tidligere Esbjerg-spiller på sin profil på Instagram.
På engelsk skriver han til billedet:
»Dejlig juleaften! Hun sagde ja,« efterfulgt af et hjerte og en ring.
Venstre backen Jonas Knudsen danner par med Trine Bruun, der er flyttet med ham til Ipswich, som han skrev kontrakt med i 2015. I 2010 blev Jonas Knudsen den yngste debutant for Esbjerg fB i Superligaen nogensinde. Han var bare 17 år 193 dage, da han kom på banen første gang.
Han bliver i klubben kaldt 'Mad Dog', og han har lillejuleaften fortalt det lokale medie Ipwich Star, at han har glædet sig til at holde jul på en anderledes måde for anden gang i sit liv - nemlig med et pakket fodboldprogram.
Holdet skal nemlig spille både 2. juledag, 30. december og 2. januar, men Jonas 'Mad Dog' Knudsen nåede lige at sætte en ring på fingeren, inden kampene bryder løs.
Her ses et billede af Jonas Knudsen og kæresten Trine Bruun, da Ipswich-spilleren fik debut på A-landsholdet i maj 2014 mod Sverige.
Sådan her så det ud på Nicolai Jørgensens profil juleaftensdag, da han havde friet til sin kæreste:
