»Der lægges mere mærke til kvinders temperament«
Fagboss Bente Sorgenfrey fra FTF har også mærket Mette Frederiksens kontakte facon. Men ligefrem at blive kaldt hysterisk er noget, der oftere forfølger kvinder, siger hun.
Fagboss Bente Sorgenfrey fra FTF har også mærket Mette Frederiksens kontakte facon. Men ligefrem at blive kaldt hysterisk er noget, der oftere forfølger kvinder, siger hun.
Uanset om kritikken af Mette Frederiksens (S) hårde linje over for sine medarbejdere i Beskæftigelsesministeriet og Justitsministeriet er rigtig eller ej, så er det at gå langt over stregen, når hun bliver kaldt hysterisk.
Det mener formanden for hovedorganisationen FTF, Bente Sorgenfrey, efter Politiken lørdag har beskrevet flere anonyme embedsmænds kritik af ministeren.
»Jeg reagerer på, at journalisten (fra Politiken, red.) direkte spørger hende, om hun er hysterisk. Det er meget voldsomt at spørge en politiker om,« siger hun.
Og det er uden at tage stilling til den konkrete sag og hvorvidt kritikken fra medarbejderne er berettiget.
»At begynde at spørge hende, om hun er hysterisk, er ude af proportioner. Det er et udtryk, der tit klistres på kvinder. Mandlige politikere kan også blive beskyldt for at være lidt hysteriske, men der er noget, der oftere siges om kvinder. Og der lægges mere mærke til deres temperament,« siger Bente Sorgenfrey.
Men Mette Frederiksen har en kontant facon, som Bente Sorgenfrey også har mødt.
»Jeg kender hende jo også og har også selv måtte mærke nogle ret kontante kommentarer. Og sådan er hun som politiker. Det, der er vigtigt, er selvfølgelig, at hun kommer med sin kritik over for chefer og de ledende medarbejdere,« siger hun.
For der er en klar forskel på om man er hård og kontant over for en, der er mere ligesindet eller om det er over for en menig medarbejder, mener FTF-formanden.
»Jeg synes ikke, hun er for kontant. Men vi har også en anden relation. Vi er to politikere, der sidder over for hinanden, og vi kan godt have nogle skarpe ordvekslinger. Men hun er jo ikke arbejdsgiver over for menige medarbejdere, hun er chef for en departementschef og nogle ledende medarbejdere. Der går jeg ud fra, at hun som politiker har skilt det politiske og administrative fra hinanden,« siger Bente Sorgenfrey.