»Herhjemme går det mig på, at jeg ikke får taget mig sammen og lavet noget her op til jul. Jeg vil bare have, at det bliver den 26., så julen er overstået, og jeg kan holde ferie,« fortæller Pia Jørgensen.

Peter og Pia havde aftalt med døtrene Tarika og Vanitha, at de ville tage op i sommerhuset og holde jul. Men familien står sammen om dem, det har de gjort lige siden fyrværkerikatastrofen.

Pias søster og svoger har haft dørene stående åbne lige siden den dag, Seest sprang i luften, og de har inviteret hele familien til juleaften, endda med mormor for bordenden.

Men her forleden kom julen alligevel til familien Jørgensen, da pakkeposten bankede på døren: »Dér stod jeg med en stor papkasse. Fuld af undren åbnede jeg kassen, den var proppet med julepynt. Jeg må indrømme, at tårerne løb mig ned ad kinderne,« fortæller Pia.

Følger familien
Pakken kom fra Nanna, en B.T. læser, der som tusinder andre følger familien Jørgensens liv, efter at fyrværkeribranden lagde deres hjem i ruiner.

»Nanna havde ringet til mig nogle dage forinden. Hun fortalte, at hun ikke ville trænge sig på, men at hun kunne forestille sig, hvor slemt vi havde det med, at vi havde mistet alle vores ting. Derfor ville hun gerne have lov til at sende os en pakke med julepynt, så vi kunne få det lidt hyggeligt i vores husvilde-bolig.

Selv om det var mærkeligt, så var det dejligt at høre fra et vildfremmed menneske. Med pakken fulgte et personligt brev til os, og jeg må sige, at tårerne piblede ned ad kinderne på mig. Damen, der havde sendt pakken, hedder Nanna, et utrolig hjertevarmt menneske.

Det var ikke bare en pakke julepynt, det var hendes private julepynt, samlet gennem mange, mange år. På hvert enkelt stykke pynt havde hun sat en lille seddel med dets historie.

Der var ting helt tilbage fra hendes barndomshjem. I kassen var der også en pakke i julepapir med Vanithas og Tarikas navne på. Den er lagt til side og bliver først åbnet den 24.

Jeg er ikke sikker på, at jeg selv ville have overskud til at gøre sådan noget. Men brevet er fyldt med varme tanker, og pakken viser, at det er velovervejet.

De ting, vi har fået, er julepynt, som har værdi for Nanna. Ting, som har været en del af hendes jul i mange år, og jeg kan love, at kassen med julepynt bliver en del af vores jul i mange år fremover,« fortæller Pia og fortsætter:

»Fra en af Peters kolleger har vi fået en familiejulekalender. Det er fantastisk, som folk tænker på os. Vi er jo ikke fattige mennesker. Men folk tænker åbenbart på alle de ting, man ikke lige har, når alle éns ejendele er brændt.

Jeg har totalt ændret opfattelse af, at folk er sig selv nærmest. Et brev og en pakke som den, vi har fået fra Nanna, har fyldt vores hjerter og vores husvildebolig med jul.

Jeg elsker jo julen. Jeg plejer at pynte hele huset op med nisser. Ude i entreen plejer vi at have et lille juletræ, hvor ungerne hænger den julepynt, de kom hjem med fra skolen og fritidsordningen. Det har vi ikke i år, det er lidt træls.

Der er så mange ting, der er slået i stykker pga. den skide brand. Bare sådan en lille ting som at Peter og jeg hvert år i november bruger en aften på at lave brunkagedej, som vi lægger i fryseren og så bager op til jul. Det er traditioner, som nu brydes.

Opskriften var i øvrigt en gammel én, jeg havde fundet i Ude & Hjemme, den er også brændt, men så var det, at min kollega forleden sagde: »Kan du huske den dér opskrift på brunkager, du gav mig, den har jeg endnu, og du skal nok få den. Så til næste år, så bliver det jul igen, med de gode hamle brunkager,« fortæller Pia og tilføjer:

»Jeg vil altså ikke opfattes som utaknemmelig. Men det er altså ikke det samme at komme i julestemning i en husvildebolig, som hvis vi havde været hjemme på Sandbjergvej. Vi har ikke prøvet at have én eneste dag sammen alene siden branden 3. november. Denne weekend er faktisk den første, vi ikke har aftalt noget med nogen,« siger Pia Jørgensen.

am@bt.dk