I snart 10 år har Dennis Ritter kommenteret Tour de France. Og i det meste af tiden har han været i selskab med sine følgesvende Jørgen Leth og Rolf Sørensen.
Her fortæller han om Touren bag mikrofonen og om kammeratskabet i boksen.
Hvor meget forbereder du til hver etape?
»Der er jo aldrig noget, som ligger fuldstændig fast i forhold til hvor meget af min forberedelse, jeg kommer til at bruge. Fra klokken 9.00-14.00 sidder jeg her i kommentatorboksen og forbereder mig. Det bliver gerne til et Word-dokument på 10-15 sider om alt muligt. Det er ikke et manuskript, for du skal kunne reagere på virkeligheden. Der kan sagtens være dage, hvor jeg ender med at bruge ingenting, fordi der sker meget eller noget uventet. Man kan ikke sige, at så meget af min forberedelse bruger jeg, men jeg har det bare bedst med at være forberedt på alt muligt. Også selvom jeg ikke kommer til at bruge det. Det giver sikkerhed. Det værste, jeg kan komme ud for, er, hvis der er nogen hjemmefra, som skriver noget til mig, som jeg ikke vidste.«
»Vi sidder og følger med på Radio Tour, iPad og alle mulige andre kanaler, så vi får input under en etape. Forleden hørte jeg lige, at Matti Breschel (Cannondale) var udgået. Jeg sagde i vores live-transmission, at det måtte være sygdom, men så begyndte flere at skrive til mig, at han var styrtet. Der blev jeg møgfrustreret.«
Har du en frygt for, at der lige pludselig ikke er noget at snakke om, siden du forbereder så meget?
»Ja, den frygt har jeg altid haft. Sådan er jeg skruet sammen. I virkeligheden er det jo irrationelt. Jeg har kommenteret løbet siden 2007, og i den tid er vi aldrig løbet tør for stof. Af og til efter en transmission af en 200 kilometer lang sprinteretape møder jeg tit spørgsmålet, om det ikke var forfærdeligt svært at finde på noget at snakke om. Sådan medfølende. Der svarer jeg, at det var det faktisk ikke, for jeg oplever det ikke som langt eller kedeligt eller svært. Der er altid noget at snakke om. Jeg burde måske bare smide den frygt væk, for det er jo ulogisk i virkeligheden. Men jeg vil hellere have forberedt fem timer for meget end fem minutter for lidt.«
Hvilken stemning vil I gerne skabe i studiet? At det er tre kammerater, som sidder og ser cykelløb?
»Nej, det er lidt mere end det, synes jeg. Vi vil være to ting: Godt selskab, i betydningen af hyggeligt og rart. Men vi vil også gerne være et interessant selskab med kant.«
»Jeg opfordrer tit Rolf og Jørgen til at have skarpe meninger om det, som de ser. Og så kande jo sidde her og have diskussioner. Vi kan ikke bare være godt selskab uden at have noget kant, mener jeg. Og så kan jeg godt lide, når vi har det, som jeg kalder en inspireret samtale, hvor jeg kan mærke, at de virkelig tænder på emnet. Så lader jeg det leve.«
Har du et eksempel på det?
»Det kunne være, at verden tilsyneladende har besluttet sig for at hade Froome af en eller anden grund -dopingmistanke, at man mener, han er grim eller noget helt tredje. Og så elsker man nogle andre, for eksempel en type som Valverde, der jo er dømt for doping. Alligevel er der mange, som elsker ham. Det er et godt emne med meget kant, hvor jeg ved, at de har meninger. Specielt Jørgen. Den ligger i pibeline'en, og den kommer vi til at tage op på en af de sidste dage, tror jeg.«
Det er en velkendt kombination med en kommentator og en ekspert. Hvilken dimension tilfører det udsendelsen, at I også har Jørgen Leth med som en tredjemand?
»Det giver en helt ekstra dimension. Der kommer mange flere kunder ind i butikken, som synes, det er en endnu bedre vare, som vi har på hylden. Når Rolf og jeg kommenterer, så er det mere cykelløb, kun sport, hvor Jørgen løfter det op på et andet plan. Jeg sidder også og researcher på gastronomi, kultur og landskab, når Jørgen ikke er der. Selvom jeg sidder og siger alle de ting, har folk alligevel en opfattelse af, at det ikke bliver sagt, når Jørgen ikke er der. Det er hans niche. Jørgen kan ikke erstattes. Han er en institution. Vi kan aldrig levere det, som han kan.« {embedded type="node/polls" id="45714835"}
Jørgen Leth er jo efterhånden oppe i årene. Går du med en frygt for, at han på et tidspunkt siger stop i den nærmeste fremtid?
»Nej, den frygt har jeg ikke. Han har klart og tydeligt sagt, at han aldrig nogensinde siger stop. Han ønsker at dø i kommentatorboksen. Mens han kommenterer. Den idé ved jeg ikke, om jeg tilslutter mig, men vi tænker da tanken, at dagen, hvor Jørgen ikke længere har kræfter til det, kommer. Vi er også gået i gang med at tænke på, hvad det så er for en konstellation, vi skal have. Et resultat er vi ikke nået frem til, men det, som der ligger helt fast, er, at du ikke bare kanopfinde en ny Jørgen Leth. Så skal du tænke i andre baner.«
Bliver I aldrig trætte af hinanden, når I tilbringer så mange timer sammen under et Tour de France?
»Rolf og jeg er det jo nærmest hele året rund til alle mulige andre cykelløb, som vi kommenterer. Vi har lige været hernede og lave Rolf og Ritter på Tour. Nej, det lyder måske mærkeligt, og som om, at jeg pynter på sandheden, men det passer, at vi aldrig bliver uvenner. Det er en af forklaringerne på, at det fungerer. Man lærer at respektere hinandens grænser og rette sig ind efter det. Jeg kan huske én gang i 2013, hvor der var lidt dårlig stemning i kommentatorboksen. Det var på en etape i Pyrenæerne, hvor Chris Froome udraderede dem alle sammen. Jeg fik en fornemmelse af, at det, som folk ude bag skærmen derhjemme sad og tænkte, kunne koges ned til et enkelt ord: Doping. Normalt har jeg det princip, at jeg aldrig vil beskylde eller frikende nogen, for det er ikke vores opgave. Lige dér følte jeg bare, at hele verden tænkte det, så derfor tog jeg det op og spurgte de to andre: Det her ligner noget, som vi har set før. Kan det være en troværdig præstation? Det var Jørgen ikke tilfreds med. Han syntes, at det var upassende at tage op. Der var lidt halvdårlig stemning, men det var glemt dagen efter.«
Hvad er hemmeligheden bag at være god til at formidle cykelløb?
»Jeg tror, det er passion og engagement. At man elsker det. Hvis det bare bliver sådan et ' øøøjj, nu skal vi kommentere igen', så kunne det ikke lade sig gøre. Og så tror jeg, at hemmeligheden til lige præcis vores trio er, at vi har så forskellige indgangsvinkler til det hele. At vores forskellige roller er så skarpt opdelt. Passion og en klar rollefordeling er hemmeligheden. Rolf er den taktiske cykelekspert, fordi han har siddet 25 år i det felt. Jørgen er ekspert på begivenheden, historien og alt det store omkring Tour de France. Jeg er så den der midtbanespiller, som støber kuglerne og holder styr på facts.«