En raffineret computeranimation af en filippinsk pige lokkede over 1.000 pædofile, herunder ni danskere, til at forsøge at købe børnesex på nettet.
Med en animeret computergrafik så virkelighedstro, at over 1.000 pædofile verden over forsøgte at betale en fiktiv 10-årig filippinsk pige for at udføre seksuelle handlinger på webcam, lykkedes det NGOen, Terre des Hommes, at afsløre pædofile verden over i at købe børnesex på nettet, skriver Politiken.
Se computeranimationen ovenfor.
Ifølge Terre des Hommes’ oplysninger er ni af de mistænkte danskere.
Igennem ti uger udgav Terre des Hommes’ researchere sig for at være den 10-årige pige »Sweetie« fra Filippinerne ved hjælp af computeranimation. Således blev organisationen oversvømmet med henvendelser fra personer, som ville betale penge for, at pigen skulle udføre seksuelle handlinger, mens de sad foran skærmen hjemme og så på.
Personerne var nemlig ikke i stand til at se holdet af voksne mennesker, som sad bag avanceret computerudstyr og lokkede personlige informationer ud af de dem. Det eneste, de kunne se, var en animationsfilm, som bevægede sig og talte, som var det en virkelig 10-årig filippinsk pige.
Det indsamlede materiale er ifølge organisationens eget udsagn på vej til politimyndighederne i de respektive lande. I Danmark oplyser Johnny Lundberg, chef for det nationale IT-efterforskningssektion, NITES, at politiet endnu ikke har modtaget materiale fra Terre des Hommes.
»Men når vi modtager det, så kigger vi naturligvis på det,« siger Johnny Lundberg til Politiken.
Ifølge den danske lovgivning er det strafbart både at medvirke til og overvære et overgreb mod et barn under 18 år. Det straffes med bøde og fængsel i henholdsvis seks og to år.