De engelske medier graver i øjeblikket alt frem på den formodede gerningsmand bag overfaldet og drabet på den britiske politiker Jo Cox. Nye oplysninger tegner et billede af en psykisk syg mand med hang til hjemmebyggede våben.
Den 52-årige Thomas Mair føres lørdag formiddag ind i retten i London, hvor han er sigtet for mordet på den britiske parlamentariker Jo Cox – et drab der har rystet Storbritannien få dage før en historisk folkeafstemning om ja eller nej til EU-medlemskab.
»Død over forræderne, frihed for Storbritannien,« er ifølge Ritzau det første, han siger.
Artiklen fortsætter under billedet
Politiet arbejder på høj tryk for at bestemme motivet bag mordet og fredag kom det frem, at højreekstremisme er det ledende spor i efterforskningen.
Den britiske politiker for Labour-partiet Jo Cox blev dræbt i den nordengelske by Birstall, hvor hun førte valgkampagne til fordel for et 'ja' ved EU-afstemningen i Storbritannien. Det er endnu uvist, hvad der konkret skete ved selve overfaldet. Men øjenvidne Clarke Rothwell har sagt ifølge Daily Mail, at overfaldsmanden råbte »Britain First« under angrebet på Labour-politikeren.
Britain First er blandt andet navnet på et parti på den yderste højrefløj i Storbritannien.
Derfor undersøger britisk politi, om den 52-årige har forbindelser til den yderste højrefløj i landet, og det undersøges samtidig, om han muligvis har en psykisk lidelse.
Flere oplysninger tegner nemlig et billede af en dybt psykisk syg mand, der forsøgte at få hjælp, før han begik en forbrydelse med fatale konsekvenser. Ifølge Daily Mail forsøgte Thomas Mair at søge akut psykiatrsk hjælp blot 24 timer inden, han overfaldt Jo Cox.
Artiklen fortsætter under billederne
Oplysninger kommer, efter Thomas Mairs to brødre har udtalt sig til engelske medier. De anerkender begge, at Thomas Mair havde psykiske problemer, men er også uforstående over det brutale angreb. Hans ene bror, den 49-årige Scott, siger til The Daily Telegraph, at Thomas Mair har døjet med psykiske problemer.
»Jeg kæmper med at forstå, hvad der er sket. Min bror er ikke voldelig og ikke særlig politisk. Jeg ved ikke engang, hvad han stemmer på. Han har haft mentale problemer, men han har fået hjælp,« siger Scott Mair ifølge The Daily Telegraph.
Thomas Mairs halvbror, den 41-årige Duane St Louis, siger til Daily Mail, at Thomas Mair blandt andet led af OCD – en psykisk lidelse der får den syge til at udføre tvangshandlinger.
»Han vaskede sig med grydesvampe af ståluld,« siger Duane St Louis til Daily Mail.
Britisk politi har ifølge Ritzau erklæret angrebet for et »et isoleret, men målrettet angreb.«
Artiklen fortsætter under billedet
Ifølge Daily Mail undersøger politiet den mistænktes brug af psykiatriske afdelinger samt tilknytning til højreekstremistisme.
Sidsnævnte kom fredag frem i lyset, da politiet ved randsagningen af Thomas Mairs hus fandt en manuel til at bygge hjemmelavede våben i den mistænktes hjem. Bogen er bestilt gennem en Amerikansk ny-nazistisk gruppe. Der er samtidig blevet offenliggjort en kvittering en boghandel, der viser, at Thomas Mair købte bøger om fremstilling af sprængstoffer, våben og ammunition i 1999.
Blandt andet købte han en bog, der i detaljer beskriver, hvordan man kan fremstille en hjemmelavet pistol.
Ved anholdelsen af den 52-årige mand beslaglagde politiet et skydevåben. Det vides endnu ikke, om det er et hjemmelavet våben.