Den ryger endnu, vulkanen. En lille gråblå røgsøjle snirkler sig op gennem de grove lavasten, heroppe på kammen af Eldfell, hvor jeg er underlig alene i et landskab af sort og rødbrun natur i sin groveste form. Længere ude er der frodige klipper, pakket i grønt, og så ellers Atlanterhav uden ende. Varme trænger op gennem skosålerne, som var væsnerne i undergrunden ved at lave mad over bål. 

Læs også: Islands kogende undergrund

Jeg samler et stykke størknet lava op. Solen kaster skygger i den hidsigt knudrede overflade på denne bid af Vestmannaøernes skæbne. Det er over 38 år siden, at vulkanen en isnende januarnat flåede øen op på tværs, og lavastykket er stadig varmt i min hånd.

Udbruddet varede i månedsvis, og er den største naturkatastrofe i Islands nyere tid. Og skønt man var ganske uforberedt på det gloende raseri, der brød ud få hundrede meter fra byens huse, krævede den ingen dødsofre.

Det er, siger de gamle, de højere magter, der holdt hånden over øboerne, til gengæld for angst og tab. 

Det var også de gamle, der forudsagde udbruddet. Noget med 13 fuldmåner og varsler om ulykke, når forskellige ting var gået i opfyldelse. Ja, og så den lille pige, der fortalte sine forældre, at denne nat ville vulkanen gå i udbrud. De slog det hen. Beroligede hende. Men hun var sikker, sagde hun. Sikker på, at det ville ske.

Jeg er rejst med et lille propelfly fra Reykjavik for at opleve øgruppen sammen med andre naturfreaks, der har sat sig oplevelsen for.

For det er ikke et sted, man lige checker ud på vej til noget andet. Med sin beliggenhed syd for Island og som sidste stop inden Atlanterhavets ensomhed er øerne et mål i sig selv. Ikke at det er vanskeligt at komme hertil.

Fra Reykjavik tager vi til indenrigslufthavnen og på blot en halv time tilbagelægger det lille fly en bid Atlanterhav, og sætter os af på landingsbanen, hvor den eneste – som i absolut eneste – lyd, man hører, når flyets motor forstummer, er en fjeldfugl, der skriger irriteret, mens den vender 90 grader og flyver op langs en lodret klippevæg. Der med en surrealistisk sans for orden markerer slutningen på banen. 

Jeg tager en dyb indånding. Begrebet »stærk, frisk luft« står med ét skarpt defineret.

Hovedøen er saftiggrøn og smuk på den barske måde. Den ligner med sine omgivende skær en nævefuld klippestykker, som en kæmpe har slynget fra sig i havet. Og gode feer derefter har vandet med Substral. Her bor 4.100 mennesker, 10 millioner søpapegøjer og ufattelig mange får, der også bidrager til øens indtjening. De græsser med koldblodig ro på vindblæste skråningen, der vinkler brat i retning af de skummende bølger dybt nede. Det sker, at et får styrter ud over kanten med et skingert »baaah«. 

Det er vel prisen for det saftigste græs og den flotteste udsigt. For smukt er her, med panorama vue til himmel og hav fra de højeste punkter, hvor det næsten altid blæser. Èt sted på øen brager vinden endda ind med så vanvittig kraft, at man kan samle fisk op på vejen, når det rigtig har stormet. 

 

Sejlturen rundt om Heimaey, øens hovedattraktion, afgår fra naturhavnen. Og derude på båden, med saltvandståger, der nipper i ansigtet, ser jeg tydeligt, hvor lavastrømmen har lagt yderligere land til kysten. Og hvordan horder af buttede søpapegøjer styrtdykker efter mad i havet. Dét er de skrappe til: Kommer op med småfiskene pænt på række på tværs i næbbet. 

Livet er gået videre heroppe, for folk og for fugle, som før den nat, hvor jorden flækkede. Med fiskeri, skole og dagligdag. Nu og da glæden ved at opleve spækhuggerne svømme forbi. Men det samme som før bliver det aldrig.

Man lever i vulkanens skygge, skønt forunderligt mange trodsede skæbnen og flyttede tilbage til den stadig dampende vulkanø. 

Man vidste vel, at det kunne ske. Men ingen talte om det. 

Læs også: 44 grader varm vinter

»Det er jo over 5.000 år siden sidst,« sagde man til hinanden. Og til børnene ikke mindst, når spørgsmålet dukkede op. For det gør det, når det går op for dem, at de bor ovenpå en stribe af potentielle vulkaner tværs over øen, og i den bue, som øerne tegner ud i havet. Det er takket være den vulkanske aktivitet fra havbunden, at øerne er opstået. Nogle for 40.000 år siden, andre for 6.000 år siden.  

»Jeg havde lige givet min 5-årige datter et glas vand, og sagt godnat igen, da der blev helt lyst i soveværelset,« fortæller en kvinde. 

»Jeg vidste, vi skulle væk. Omgående. Så vi snublede i tøjet og styrtede ned til havnen med det, vi kunne have i armene. Jeg slæbte på to malerier og den stol, som min mor har broderet betrækket til. Og så min makeup-pung. Det var grotesk, og jeg kan undre mig over mine valg i dag. Men den nat tænkte jeg ikke klart.« 

Det gjorde til gengæld den stab af fiskeskippere, der sejlede 5.000 øboere over på Islands sydkyst, inden morgenen gryede.

Til alt held havde dagen været stormfuld, hvorfor alle fiskerbåde lå i havn, så alle kunne komme i sikkerhed på fastlandet. Også de, der aldrig før havde forladt øen.

Tilbage blev kun en flok mænd, der kæmpede i døgndrift mod ild og ødelæggelser. Og da lavastrømmen efterhånden truede med at opsluge byen og havnen, pumpede de havvand op, uge efter uge, for at bremse den.

Enorme pumper blev sendt over fra USA, og det lykkedes ved hjælp af det iskolde saltvand at køle lavastrømmen så meget, at dens fart blev dæmpet.  

Mændene kæmpede sig selv langt over udmattelsesgrænsen, og det lykkedes dem på et hængende hår at bevare indsejlingen til øens naturhavn. Der nu er både større og meget bedre end før, takket være den halvø af størknet lava, som udbruddet lagde til Heimaey. 

Til gengæld blev 350 huse opslugt af glødende lava og dybe lag af vulkansk aske og 400 andre ødelagt. For der var ikke kræfter til at kæmpe mod lavastrømmen på flere fronter. Og havnen var, og er, øens livline. Uden havn, ingen beboelse på Heimaey.

 

»Stefan Jonasson & Björghildur Sigurdardottir« står der på skiltet med listen over de, der boede her i gaden, Gerdisbraut. En planche viser, hvor huset ligger begravet. Mange huse er for altid indstøbt i størknet lava, mens andre, der »kun« er dækket af vulkansk aske, kan graves delvis fri. 

Beboeligt bliver her aldrig mere. Der går en sti, dækket af hønsenet, ned gennem det, der engang var en gade, hvor børn cyklede og folk slæbte indkøb hjem før 23. januar 1973.

Her og der stikker mure med tomme vinduesrammer frem. Enkle moderne huse med rester af tapet fra en tid, jeg genkender.

Ikke oldgamle antikke templer med søjler og eller små stenhuse fra svundne dage, der lægger en distance. Nej, det er huse, som du og jeg og folk, vi kender, kunne bo i. En nøgtern status over, hvor skrøbelige vi er, når naturen smøger ærmerne op. 

Tanken om »det kan ske igen – effekten« rammer mig brutalt. Jeg ser op mod »Eldfell«, som de kalder bjerget, der groede frem af udbruddet. »Ildbjerget«, betyder det. Stolt og tavs står vulkanen lige dér, med sin rolige profil mod den lyseblå himmel. 

Lavastykket fra vulkanen på Vestmannaøerne ligger nu ovenpå en stak papirer på mit skrivebord. Det er koldt nu. Men resten af lavabjerget deroppe på øerne, hvor jeg tog det, er stadig varmt. 

Læs også: Rekord mange turister i Island