Den verdensberømte danske kunster Per Kirkeby er død. Han blev 79 år.
Det skriver Politiken.
Familien bekræfter over for mediet, at den prisbelønnede kunstner sov stille onsdag eftermiddag.
Per Kirkeby var verdensberømt maler, digter, filmmager, grafiker, billedhugger og geolog. I 2015 faldt han desværre udsat for en alvorlig ulykke, da han faldt ned af en trappe i hjemmet i Hellerup.
Indtil ulykken havde det meste af maleren Per Kirkebys liv været fyldt af stærke og dramatiske farver og bevægelse. Det var blevet hans liv, hans identitet. De abstrakte malerier og skulpturerne havde sat ham på verdenskortet som en af de mest kendte danske kunstnere i udlandet og gjort ham til mangemillionær.
Her kan du læse et langt interview, BT lavede om kunstneren i 2015.
Per Kirkeby er oprindelig uddannet geolog med speciale i såkaldt kvartærgeologi.
I midten af 60erne blev han tiltrukket af miljøet omkring den alternative københavnske kunstskole, Eks-skolen. Han begyndte hurtigt at gå sine egne veje som abstrakt maler og skulptør. I dag hænger der Per Kirkeby-malerier over hele verden.
Kirkeby kom ind i ungdomsoprøret i tiden efter 1967 på en lidt højere bølge end Anne Wivel og Ib Michael. Han er syv-otte år ældre, og var allerede godt inde i sin karriere.
Men da de alle tre mødtes i miljøet omkring det i dag ikoniske kollektiv ’Maos Lyst’ klikkede det. Kollektivet, der i øvrigt stadig eksisterer på samme adresse, blev grundlagt af bl.a. Ebbe Kløvedal Reich og Troels Kløvedal. Anne Wivel lærte Kirkeby at kende via sin daværende mand, der spillede fodbold med den senere verdensberømte maler.
I 1971 tog fotografen Teit Jørgensen, Kirkeby og Ib Michael, der på det tidspunkt allerede havde udgivet to romaner, på en rejse til det myteomspundne Mayaland. Det skulle ikke alene blive begyndelsen til det venskab, man møder en flig af i ’Mand falder’. Det var med til at definere Ib Michael som forfatter. Han skulle senere skrive en lang række romaner – og er kendt af mange tv-seere for sine rejser med Nordkaperen.