Hun har selv mærket, hvor hårdt hendes far, Willy Rathnov, arbejdede. Alligevel har hun valgt præcis samme karrierevej
Hvis nogen kender til bagsiden af skuespiller-medaljen, er det Charlotte Rathnov.
Som datter af den flotte skuespiller, storcharmør, levemand og kvindebedårer Willy Rathnov, der op gennem 70’erne blev folkeeje som Egon i ‘Huset på Christianshavn’, har Charlotte som lille pige mærket alt til sin kendte fars livsstil.
Det inkluderede skæve arbejdstider, sene byture, besøg af ugeblade, offentlig opmærksomhed og billeder på den røde løber.
- Der var altid fest og ballade på teatret og til premierer. Min far arbejdede rigtig meget. Der var ingen almindelige arbejdstider, og han var tit væk om aftenen. Det var en anden tid, et hårdere liv, husker Charlotte Rathnov, da BT møder den 38-årige skuespiller for at tale om den store arv efter hendes far.
Da Charlotte Rathnov var fem år, døde hendes mor. Far Willy begravede sig i arbejde, og Charlotte og hendes to år ældre søster tilbragte de næste fire år i plejefamilie, indtil de igen kunne flytte hjem til deres travle far.
Trods hans hårde livsstil har Charlotte aldrig været i tvivl om, at hun skulle være skuespiller som sin far, der døde som 62-årig.
- Jeg var meget tæt knyttet til min far. Jeg elskede ham virkelig, og jeg savner de stunder, hvor jeg sad med ham den halve nat og skreg af grin, mens han fortalte anekdoter fra teatret. Vi vendte op og ned på dag og nat, mindes hun og smiler.
Far har sat sit aftryk
Willy Rathnov nåede aldrig at opleve sin datter optræde i rampelysets skær. Alligevel har han efter sin død sat et massivt præg på datterens professionelle karriere. På godt og ondt.
- Mit efternavn har ofte været et stempel. Folk har ofte følt, at de har kendt mig, og jeg har altid været præget af, hvad andre tænker om mig. Jeg har mødt den med ’det er nok lettere for dig, nu hvor du kender en masse i forvejen’. Men faktisk er det vigtigt for mig at sige, at det næsten har hæmmet mig i stedet. Jeg har altid været ekstremt opmærksom på ikke at bruge min fars kontakter, og hvis jeg ikke havde det efternavn, havde jeg måske været mere ublu. Det har været sværere at skulle definere mig selv, fortæller Charlotte Rathnov.
Hun har medvirket i ’Forbrydelsen’ og ’Flammen &g Citronen’, og lever ellers af sin gode stemme, der bruges til alt fra tegnefilm, reklamer til radio- og tv-spots. Stadig har hun dog det helt store gennembrud til gode. Det kan man derimod ikke sige om hendes mand, den kendte skuespiller Jesper Lohmann, 53.
Først far, så mand
Charlotte havde kun gået et år på skuespillerskolen, da hun for 12 år siden mødte Jesper, der var 15 år ældre og etableret i branchen.
- Det var selvfølgelig ikke det, jeg havde tænkt mig. Jeg havde lyst til, at nu var der fokus på mig, Charlotte. Men i stedet gik jeg fra at være Rathnovs datter til Lohmanns kone. Det må jeg jo bare tage med. Når børnene bliver større, kan det være, det er min tur, siger hun og griner.
Blå bog
Charlotte Rathnov, 38 år, uddannet skuespiller
Bor på Amager med sin mand, skuespiller Jesper Lohmann, og deres to børn, Laurits på 7 og Ole på 5.
Datter af Willy Rathnov, skuespiller.
Charlottes mor var stewardesse og døde, da Charlotte var 5 år.
Willy Rathnov døde i 1999, 62 år gammel.