Verden stod i brand. Kendte og ukendte politikere stod nærmest i kø for at kritisere Danmark. Og ingen ringere end FN's generalsekretær Ban Ki-moon var ude med bekymrende ord, da den såkaldte 'smykkelov' for et år siden trådte i kraft herhjemme.
Nu er der gået et år med smykkeloven, som har faktisk hedder 'L87', og det betyder, at man kan gøre status på et år med en lov, som gjorde, at Danmark med ét fik negativ omtale i store udenlandske medier som Washington Post, CNN og New York Times og betød, at Udlændinge- og Integrationsminister, Inger Støjberg (V), og Udenrigsminister, Kristian Jensen (V), måtte en tur til EU for at forklare loven.
I alt har loven betydet, at politiet har foretaget fire beslaglæggelser af værdier fra personer eller familier, der er kommet til landet. Det største beløb, som er blevet fundet hos flygtninge og asylansøgere i en enkelt sag, er på 129.600 kroner. Af dem blev 79.600 kroner beslaglagt af det danske politi.
I de fire sager, hvor udlændinge har fået beslaglagt værdier, har det udelukkende været pengebeløb, som er blevet taget - altså ingen vielsesringe eller smykker, som lovens kælenavn ellers hentyder til.
I alt er der i de fire sager blevet fundet beløb svarende til 229.580 danske kroner. Af dem er 117.600 danske kroner blevet beslaglagt af politiet.
Du kan læse Rigspolitiets beskrivelse af de fire konkrete sager i faktaboksen her i artiklen.
To af de fire beslaglæggelser er ifølge Rigspolitiet fundet sted i Københavns Lufthavn - henholdsvis tirsdag 28. juni og torsdag 14. juli. I begge tilfælde var der tale om personer og familier med iransk statsborgerskab.
I det tredje tilfælde fra onsdag 3. august var det en mand fra Algeriet, som blev stoppet centralt i København.
Og i det sidste tilfælde, lørdag 22. oktober, skete beslaglæggelsen på et asylcenter i Bolderslev, Sønderjylland. I modsætning til de tre andre tilfælde, hvor dansk politi rettede henvendelse til flygtningene, så var det en irakisk statsborger, der selv rettede henvendelse til Udlændingestyrelsen.
De i alt fire beslaglæggelser, som loven har ført til, vækker kritik fra Enhedslistens integrationsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen. Partiet var mod 'smykkeloven' helt fra begyndelsen, og de ser den som ren symbolpolitik, som de gerne vil have afskaffet.
»Smykkeloven er symbolpolitik. Og den har haft det formål at fortælle flygtninge, at de skal holde sig væk. Jeg vil gerne vide, hvor meget det har kostet at håndhæve loven. For som jeg ser det, er det et spild af ressourcer, og jeg kan kun forestille mig, at omkostningerne har oversteget de beløb, man har fået ind ved at konfiskere værdier. Samtidig har vi sørget for, at flygtninge, der er flygtet fra krig og rædsler, er blevet mødt med fjendtlighed her i Danmark,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Udlændinge- og Integrationsminister, Inger Støjberg (V), mener, at smykkeloven - sammen med andre danske stramninger i udlændingepolitikken, har været en succes.
»Jeg er tilfreds med, at vi har fået gennemført den her lov, for det er et princip, at man skal kunne forsørge sig selv, når man kommer til Danmark,« siger Inger Støjberg.
Hvad er din kommentar til, at den er blevet brugt fire gange?
»Den er en bestanddel af den danske udlændingepolitik. Og for mig er det ikke så vigtigt, om den er blevet brugt fire, syv eller 20 gange. At den er blevet brugt fire gange viser bare, at der er fire tilfælde, hvor folk er kommet ind i landet med store kontantbeløb. Men det er lidt mærkeligt, at så mange kommer hertil via dyre menneskesmuglere, og de så alle sammen løber tør for penge, når de når til Danmark.«
Betyder det, at loven ikke bliver håndhævet godt nok?
»Nej, det mener jeg ikke. De danske myndigheder gør et rigtig godt stykke arbejde.«
Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten mener, at smykkeloven er ren symbolpolitik. Hvad er din kommentar til det?
»Det kan ikke komme bag på nogen, at Johanne Schmidt-Nielsen og jeg er uenige om udlændingepolitikken. Men for mig er det ikke symbolpolitik, det er et princip, at man skal kunne forsørge sig selv, når man kommer til Danmark.«
Den her lov har været meget omdiskuteret. Mener du, den virker?
»Jeg ønsker i alle henseender at nedbringe antallet af asylansøgere, der kommer til Danmark. Og sammen med eksempelvis grænsekontrollen og aftalen mellem EU og Tyrkiet, så er det lykkedes. Og hvis smykkeloven har medvirket til det, så har den virket.«
Så efter et år med smykkeloven, mener du så, den er en succes?
»Ja, det mener jeg.«
