Hobro er gået ind i afgørelsens time, sæson to. Fodboldåret, hvor alle har lært af lektien og ikke længere undervurderer den halvtidsprofessionelle og hyggelige trup, der består af landmænd, studerende og andre seriøse fag.
At det ikke længere er den rene jubelsæson, som holdet var igennem sidste år, fik Jonas Dal at mærke i går, da AaB med en scoring dybt inde i overtiden nedlagde Hobro. Dermed lyder holdets statistik efter to kampe på to nederlag og nul scorede mål.
Det viser med al tydelighed, at klubben i modsætning til sidste sæson bliver taget seriøst nu. Det er slut med gaver fra de andre hold, efter de kunne se sidste sæsons oprykkermandskab hente en flot syvendeplads og undervejs snuppe imponerende sejre i både Parken og på Brøndby Stadion.
»Risikoen for at skuffe i denne sæson to er virkelig latent, når man tænker på, hvordan de præsterede i sidste sæson, og man har mistet så meget kvalitet i spillere som Martin Thomsen, Emil Berggreen og Mads Hvilsom, som stod for 30 mål. Det filter må man lægge henover, når man skal bedømme Hobro og træner Jonas Dal i denne sæson«, siger den tidligere Superliga-træner Keld Bordinggaard.
Netop træner Jonas Dal har fået en masse ros for resultaterne i Hobros første sæson i Superligaen, og da mestrene, FC Midtjylland, tidligere denne sommer modtog en opsigelse fra Glen Riddersholm, kom også han tæt på at forsvinde fra hobroerne.
Men samtalerne mellem parterne førte ikke til en aftale, og efterfølgende har den tidligere ungdomstræner i FC Midtjylland i programmet SuperligaXL på TV3 Sport åbent erklæret, at det gjorde ondt på ham, at Hobro angiveligt stod i vejen for et skifte.
»Når det havde været mit store håb, var jeg selvfølelig en lille smule skuffet over det. Men sådan er det. Det er den professionelle verden. Der er nogle søde ting, og andre gange må man bide i det sure æble. Det kan godt være, at jeg var nødt til lige at gøre det i en periode, men så kom jeg over det, og så er vi heldigvis videre,« sagde han.
I Hobro har sportschef Jens Hammer Sørensen intet problem med, at cheftræneren taler åbent om at komme til en konkurrent i samme række.
»Det blev aldrig rigtig konkret mellem de to klubber, så det var lidt en tænkt situation. Jeg har det sådan, at det er ligesom, når mange af mine fodboldspillere gerne vil spille i Barcelona. Altså, der er altid noget, der er større, og vi skal også være klar over, hvilket led vi er i fødekæden. Sådan er fodboldverdenen. Man er i job og kan være glad for det, men derfor må man godt stile efter at komme endnu højere op. Det giver god mening, og der er god energi i det,« siger Jens Hammer Sørensen og understreger, at Jonas Dal arbejder uberørt videre og ikke skal videre denne sæson.
»Jeg går op og ned ad Jonas Dal hver dag, og jeg ser en fyr, som er rigtig glad for at være i sit arbejde, og jeg har ikke nogen intentioner om at skille mig af med ham.«
I stedet arbejder klubben nu på at forbedre trænerens arbejdsbetingelser.
»Jonas Dal er kommet på en fuldtidskontrakt, og mange af de aftaler, vi laver, er fuldtidskontrakter – ikke fordi vi skal være en fuldtidsklub, men fordi der er nogle regler i forhold til Spillerforeningen om, hvornår man må træne som deltidsprofessionel. Det er for at undgå bøvlet, hvis vi nu skal til at være en fuldtidsprofessionel klub på et tidspunkt,« siger Jens Hammer Sørensen og tilføjer:
»Vi lægger hele tiden på, både på sponsorsiden og spillerbudgetsiden, og vi forsøger hele tiden at forbedre alle rammerne for vores fodboldklub.«
»Lad mig bare sige det sådan om den svære sæson to: Alternativet til den er jo ikke til at holde ud. Så lad os slå fast, at vi er glade for at stå i det her dilemma og ikke skal spille 1. division igen. Vi er rigtig glade for at være i Superligaen og ved, at det kræver endnu hårdere, bedre og struktureret arbejde. Alle siger, at 2-0 er en farlig føring, men jeg vil hellere føre 2-0 end at være bagud 0-2.«