»Den store efterfølger« benåder politiske fanger
Som en hyldest til Nordkoreas to afdøde ledere, får politiske fanger nu amnesti.
Som en hyldest til Nordkoreas to afdøde ledere, får politiske fanger nu amnesti.
Midt i landesorgen gør ét af verdens mest undertrykkende lande nu klar til at give amnesti til et antal politiske fanger.
Det sker for at ære Kim Jong-il, som døde den 17. december, og hans far Kim Il-sung, oplyser nordkoreanske stats-TV KCNA ifølge BBC. De første politiske fanger vil få amnesti fra 1. februar, fortæller stationen.
Det er ikke oplyst, hvor mange politiske fanger, der kan begynde at glæde sig ude i de nordkoreanske fangelejre, men omvendt er der rigeligt med fanger at tage af.
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International anslår, at helt op til 200.000 politiske fanger er fængslet i det fattige land. Ifølge rapporter er tortur og offentlige henrettelser udbredt i lejrene, og føden består blandt andet af kakerlakker og majskolber med komøg.
Det er Kim Jong-un - den nye leder og hærchef for 1,2 millioner soldater - som har truffet beslutningen, oplyser KCNA. Rækken af benådninger skyldes ifølge TV-stationen Kim Jong-un og hans afdøde faders »noble, godhjertede og altomfavnende« politik.
Da Kim Jong-il døde af et hjerteanfald i december, havde han stået i spidsen for atommagten Nordkorea siden Kim Il-sungs død i 1994. I hovedstaden Pyongyang græd befolkningen som pisket over tabet af deres »glorværdige kommandør født af himlen.«
»Den store efterfølger« Kim Jong-un menes at være sidst i 20’erne og har begrænset politisk erfaring. Magtoverdragelsen har derfor skabt uro og spændinger i hele regionen.