Det begynder altid i det små. Med helte i lommeformat. De skal hverken være for komplicerede eller komplekse. Bare gode på deres felt. Sådan en helt var sværvægtsbokseren Muhammad Ali.

Opret abonnement på BT PLUS og læs BTs sportsjournalist Lars B. Jørgensens portræt af Muhammad Ali, der transformerede verden fra sort/hvid til farver, og som mere end nogen anden blev superhelten, der installerede selvværd, stolthed og tiltrængt trods i en pubertetsdreng - du får samtidig adgang til tusindvis af artikler, guider og reportager i BT PLUS-universet.

Det begynder altid i det små. Med helte i lommeformat. De skal hverken være for komplicerede eller komplekse. Bare gode på deres felt.

Som voksen er det tydeligt at se, hvordan et barns heltebilleder er som skåret ud af en ret troskyldig og endimensionel forestillingsverden. Det er sikkert derfor, en gut som Lionel Messi også er så forrygende populær for alle raske bolddrenge i børnehavealderen; her er en voksen mand i en aldersløs ynglings krop. Et geni af en spiller og orkestrator i en storklub, der spiller, triller og vinder med nysselig tiki-taka futsalbold. Og som kun sjældent behøver spille med muskler og knofedt. Han er harmløs som en hamster og smiler pænt til verden. Messi er i ordets bedste betydning et glansbillede. Glat og modstandsløs. Og derfor sjældent særlig interessant i alt det, der foregår uden for banen.

Nå, det var ikke for at tale Lionel Messi ned. Han er sikkert sød mod kæresten, god mod børn og dyr. Og så er han ret beset, som sportsfolk er flest nu om stunder. En slags blankpolerede personligheder, som taler i formstøbte fraser, og hvis de endelig skulle forløbe sig med et impulsivt skvæt på de sociale medier, kan de være sikre på at have tidens moralske majoritet hængende i haserne.

Verden var anderledes skruet sammen på randen af 1970erne. Jeg voksede op i en by i det mørke Jylland, der var cirka på størrelse med Vestre Kirkegård og dobbelt så død.

Det var et godt sted at være til. Der lå frit tilgængelige boldbaner, en frodig skov at forsvinde i og masser af uforstyrret asfalt, vi kunne spille rulleskøjtehockey på. Der var et hus med have. Der var børn på vejen og en mur ved det nedlagte lysestøberi, man ene mandsling kunne score imaginære mål i stimer på. Hvad enten man på den indre filmstrimmel antog skikkelse som Gerd Müller, Pelé... eller måske bare Mogens Haastrup fra B 1909.

Muhammad Ali var der også. Sværvægtsbokser, showmand og superstjerne.

Verden havde lært ham at kende som Cassius Clay, ti år før han for alvor trådte ind i min verden. I 1960 fik den spinkelt byggede letsværvægter sit gennembrud ved OL i Rom, da han vandt guld. Fire år senere erobrede Clay sværvægtstronen som professionel ved at nedlægge en frygtindgydende størrelse som Sonny Liston efter at have kørt ham rundt i ringen over seks udmarvende omgange. Liston opgav ved starten af syvende omgang ved udsigten til flere stryg. Clay var 22 år gammel. Jeg havde knap nok smidt bleen.

De følgende år var verden i opbrud. Elvis blev afløst af Bob Dylan, Beatles og Rolling Stones. Der var ungdomsoprør og hippier. Blomsterbørn og babyboom.

Ingen vietcong har nogensinde kaldt mig nigger
Muhammad Ali, tidl. bokser

I de amerikanske sydstater, hvor Cassius Clay var vokset op, ulmede det med raceuroligheder og ond lynchstemning. De sorte begyndte at finde en stemme at stå imod med. En gryende bevidsthed rettet imod undertrykkelse og social uligevægt.

USA intervenerede i krigen i Vietnam. Cassius Clay havde i mellemtiden skiftet sit ’slavenavn’ ud med Muhammad Ali. Han var konverteret til islam og lagde sig i ske med den kontroversielle borgerrettighedsforkæmper Malcolm X’s bevægelse, Black Muslims.

Det var ikke bare hashrygende og stenede hippier, der vendte krigen i Vietnam ryggen. Muhammad Ali gjorde det også. Hvorfor gå i krig og dræbe en fjende, man knap nok kunne forholde sig til?

»Ingen vietcong har nogensinde kaldt mig nigger,« erklærede Ali.

At en sort sportsmand både i ord og handling var med til at udstille Vietnam-krigens absurde gru, rykkede mere end nok så mange velmenende protestsange.

Ali blev på grund af sin militærnægterstatus frataget sin sværvægtstitel i 1967. Uden at det fik ham til at fravige sine synspunkter. Det kostede ham tre år af karrieren og satte sig uudslettelige spor i Alis evner som atlet.

I sine bedste år var Ali for boksesporten, hvad Picasso har betydet for den moderne billedkunst. Han kunne udmanøvrere de mest intimiderende slagmaskiner og på det nærmeste latterliggøre dem og deres rå kraft med sit arrogant eksekverede tekniske repertoire. Det var en stilisme, mange siden har forsøgt at efterligne, men ingen har formået at tangere. Sådan er det at være et unikum.

I 1970 fik Ali tilladelse til at bokse igen. Boksekendere vil vide, at de tre år væk fra ringen havde forandret Ali for altid. Han var blevet tungere og uden den smidighed, som havde gjort ham umulig at indkredse for modstanderne. Koordinationen i slagserierne var ikke så uovertruffent snertende som før og organismen ikke hærdet som hos den fighter, der jævnligt holdes til ilden af knaldhård sparring og betydende kampe.

Verden – og jeg selv – fik det at se, da Ali i 1971 skulle møde Joe Frazier og dermed gøre comeback i det, forskræppet kaldte ’Århundredets kamp’. Det var ikke nogen overdrivelse.

Kampen var betydningsfuld nok i sig selv isoleret set. Men det var samtidig en af de første globalt transmitterede begivenheder for et tv-medie, som stadig gik i barndom. På det tidspunkt var det helt normalt at se de meget få fodboldlandskampe blive transmitteret forskudt og i uddrag. Og hvis Gunnar ’Nu’ Hansen havde en dårlig dag, kunne den notorisk overvurderede kommentatorlegende af vanvare røbe resultatet, inden kampen gik i gang (ingen havde adgang til den slags information uden for statsradiofoniens regi).

Boksekampen Ali-Frazier var altså live. Her og nu. Midt om natten. Wow, for en fest.

Muhammad Ali led sit første nederlag den dag i Madison Square Garden. Ramt med et vildt og karakteristisk knoglekvasende Joe Frazier-hook i 15. omgang. Kun en vanvittig viljesakt fik Ali op på skælvende ben igen for at kunne bokse kampen til ende.

Det nederlag til Ali kunne sagtens have gjort sejrherren, Joe Frazier, til den absolut største for en dreng på ni år. Som barn og i de første teenageår er ’bedst’, ’stærkest’ og ’størst’ uomgængelige parametre. Som man bliver ældre og får løbet sig mere erfaring til i livet, bliver de imperfekte og flossede stjerner mere interessante. Men det er så en helt anden historie.

Muhammad Ali havde nok tabt et slag mod Joe Frazier. Men han var ikke slået. De efterfølgende år generobrede han svær-vægtstronen. Han blev den største og lagde ikke det mindste skjul på det.

Alene i denne uge myrdede jeg en sten og sårede et bjerg. Jeg er så slem, at jeg kan gøre medicin syg
Muhammad Ali, tidl. bokser

Vi fik lært, hvad det vil sige at ’flakse som en sommerfugl og stikke som en bi’. Også selv om Ali sammenlignet med sine unge år måtte økonomisere mere med sit vidunderlige arsenal af virkemidler. Han kunne ikke danse rundt i ringen med samme rapfodede svæv over 12 eller 15 omgange over for en modstander af højeste klasse. Der var ikke samme musikalitet i musklerne.

Set i bakspejlet er der andet end bare Alis boksemæssige kvaliteter, som skinner igennem. Hvad han måtte have tabt for sine markante holdninger på et alter af integritet og uvilje mod en meningsløs krig i Vietnam, vandt han qua sin intelligens ind på andre fronter. Ved at blive endnu bedre til at have ordet i sin magt og blive den første idrætsmand til at udnytte de moderne massemediers potentiale til iscenesættelse af begivenheder.

Kunststykket blev selvsagt ’The Rumble in the Jungle’ i 1974, hvor Ali skulle op imod destruktionsuhyret George Foreman et sted så eksotisk som Zaire (i dag DR Congo).

Mere end nogensinde trådte den nu 32-årige Ali i karakter som et symbol. Ikke bare for en voksende sort selvbevidsthed i USA og Afrika, men som en mand, hvis ånd ikke lod sig binde af noget eller nogen.

Muhammad Alis pressekonferencer var vildt underholdende tilløbsstykker. Fordi der blev talt, rimet, råbt og gestikuleret. Der var selvsagt også koreograferede ’konfrontationer’ med modstanderen, men først og fremmest var det mesterens eget show.

Ali kunne forbinde vrøvle- og børneremser med lynende glimt af visdomsord. Han kunne levere mundrappe rim, der sendte enhver tilhører til tælling i latterkramper.

Inden mødet med Foreman leverede han en prototype på rap, der ville have gjort hiphop-pionerer som Grandmaster Flash grønne af misundelse.

»Jeg har møjet med en alligator/jeg har krøllet en hval/smidt et lyn i spjældet og lagt torden i håndjern. Det er slemt!/Alene i denne uge myrdede jeg en sten og sårede et bjerg/jeg er så slem, at jeg kan gøre medicin syg.«

For den sorte race, der dengang var nærmest uden taletid i det offentlige rum, kan Alis tirader og politiske mod næppe overvurderes. Ali var banebrydende og bannerfører. Showmand og rapkæftet orakel. At mange moderne afro-amerikanske Hollywood- og hiphop-stjerner fremhæver hans betydning som tværkulturelt ikon, er indlysende og logisk.

Alene titlen ’When We Were Kings’ på Spike Lees vildt seværdige dokumentar om boksebraget i Zaire fortæller om de lange skygger, opgøret mellem Ali og Foreman kastede både som sportsbegivenhed og kulturel hjørnesten.

For en 12-årig jysk dreng med begyndende testosteron-chok var der også noget at komme efter.

Muhammad Alis evangelium talte til både krop og hoved. Mest det sidste, måske, selv om hans snurrige slagudvekslinger var inspirerende i et af skolegårdens obligatoriske slagsmål.

Mest af alt satte Ali sig spor dér, hvor det virkelig rykker. Ali kunne formulere sig med stolthed og stædig trods. Helt uden blusel. Det var altså i orden at være brystbankende macho og selvfed. Den slags kan være lidt af en gave at få, når man er rundet af det jyske, hvor man hellere end gerne hylder småfalsk beskedenhed, bovlam sindighed og ophøjer det jævne til alt rigeligt.

Når Ali før eller efter en kamp kunne brøle ’I aaaaaaaaaaaaaaammm the greatest’, var det epidemisk smittende.

Det var et storskrydende statement og et magisk mantra på samme tid. Frem for alt var det et godt afsæt for rejsen videre frem i livet. Der er meget i denne verden, som kan tynge en til jorden. Muhammad Ali viste med sit lysende eksempel, at man ikke behøver bøje sig for hverken magthavere eller selv den mest skræmmende modstander.

Der er sportshelte fra barndommen, man vokser fra. De største bliver stående, fordi de kunne gennemlyse deres metier og række ud over den.
I en tid, hvor verden sitrer under terrorfrygt og islamisme, er det værd at tænke på, at fredselskeren Muhammad Ali åbnede fredscenteret ’Institute for Peace and Conflict Resolution’ i fødebyen Louisville. Og at han engang blev bedt om at levere et af sine mundrette rim, da han blev gjort til æresprofessor på et universitet.

På talerstolen sagde Ali det så kort som tænkes kan. Et lyrisk destillat af kosmisk samhørighed og skæbnefællesskab med ordene: ’Me, We’.
Det var rørende enkelt og uendeligt småt. Men det var mere end nok. Fordi det kom fra manden, der var og er ’Den Største’.