Kasper Dolberg er slet ikke til at stoppe. Den nybagte landsholdsspiller scorede søndag et hattrick på mindre end 20 minutter, da Ajax slog Nijmegen 5-0.

Det første mål kom i stand efter glimrende samarbejde med en anden Ajax-dansker, Lasse Schöne, og det blev sat ind efter små 20 minutters spil.

Fem minutter senere blev det 2-0, da bolden efter en kombination mellem Hakim Ziyech og Davy Klaassen endte hos Kasper Dolberg, som påny sendte den i kassen.

Et lille kvarter senere slog den tidligere Silkeborg-spiller igen til, og denne gang brugte han hovedet, da han udplacerede Joris Delle i Nijmegens mål.

Kasper Dolberg er 19 år, og han er dermed den yngste, der laver hattrick i den bedste hollandske række for Ajax Amsterdan i Æresdivisionen, siden den nuværende FCM-spiller Rafael van der Vaart scorede tre mål mod Vitesse i en sejr på 5-1 i 2001.

Kasper Dolberg har været involveret i 12 mål på hjemmebanen Amsterdam Arena i denne sæson - ti scoringer og to assister (i alle turneringer).

Samlet set kom Kasper Dolberg op på otte mål i Æresdivisionen.

I anden halvleg scorede Bertrand Traoré til 4-0, og derefter ville Lasse Schöne også være med i målfesten, så fire ud af de fem mål i kampen var danske.