"Hun havde et vidunderligt liv," sagde hendes søn Ian McCorquodale, da han fortalte offentligheden om sin mors død.

Yndlingsfarven var lyserød og de utallige kærlighedsdramaer lige så sukkersøde som candyfloss. Hun formåede at skrive til hele verden med sit evindelige tema - en ung jomfrus kærlighed til en rigtig heltetype af en britisk gentleman.

"Hun var en karakter større end livet og en legende i hendes egen tid. Hendes stil, glamour og livsglæde vil aldrig blive gentaget, og hun vil altid blive husket for hendes kærlighed til lyserødt," sagde Ian McCorquodale.

Barbara Cartland har 723 titler på sin samvittighed, der samlet set er solgt i op imod en milliard eksemplarer over hele verden og er oversat til 36 forskellige sprog. Tal, der sendte hende lige i Guiness rekordbog som verdens bedst sælgende forfatter.

Hun skrev sig lige ind i masser af kvinders drømmeverden. Men tusinder af andre har også læst hendes bøger - blandt andre russiske skole

elever, der har lært engelsk i en em af romantik.

Selv førte hun ikke pennen eller spildte tiden ved tastaturet. Hun dikterede sine romaner til en sekretær. Og hun var lynende hurtig.

"Jeg beder en bøn, og så kommer plottet - så nemt er det," sagde Barbara Cartland til nysgerrige, der ville vide, hvordan hun kunne skrive så mange romaner.

Det tog hende - og sekretæren - omkring 14 dage at skrive en ny roman. I løbet af 18 år producerede hun i gennemsnit 23 nye titler om året.

Sex før ægteskabet hørte ikke hjemme i Barbara Cartlands bøger, hvor et kys ofte blev de vovede klimaks i de hede kærligheds-historier.

Barbara Cartland elskede glamour og troede fuldt og inderligt på aristokratiet. Hun førte sig frem i lyserød ciffon og med store kunstige øjenvipper. Hun var kendt som dronningen af romantik.

Hun blev adlet af den engelske dronning for sin indsats for britisk litteratur og kunne kalde sig Dame Barbara Cartland.

Men den kongelige forbindelse var endnu tættere. Barbara Cartlands datter Raine er gift med Lord Spencer - far til prinsesse Diana.