Ingolf Gabold lægger ikke skjul på, at han foretrækker kvindeligt selskab.

I MIT FOTOALBUM fortæller han om sin opvækst med en tysk far, der var i krig på østfronten i hans første leveår, og om den store glæde det var at modtage ridderkorset.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Ingolf Gabold - suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.

Ingolf Gabold lægger ikke skjul på, at han foretrækker kvindeligt selskab.

I MIT FOTOALBUM fortæller han om sin opvækst med en tysk far, der var i krig på østfronten i hans første leveår, og om den store glæde det var at modtage ridderkorset.

Hyggeligt at møde Kronprinsen

Man kan være dansk og holde af Danmark på mange måder. Selvom mange nok ikke ville tro det, er jeg ridder af Dannebrog, jeg synes godt om at være dansk og om monarkiet i Danmark, og jeg blev meget glad for at blive begavet med Ridderkorset i 2001. Hendes Majestæt Dronningen var ikke til stede, det var kronprins Frederik, der slog mig til ridder. Det var hyggeligt at tale med ham – en kort, lille samtale, hvor vi talte om tv-serien ’Rejseholdet’, som han havde glædet sig over. Han er jo en begavet mand, men jeg var da lidt ked af, at Dronningen ikke var der, men jeg har stor respekt for Kronprinsen og specielt for hans hustru. Jeg synes, de repræsenterer Danmark rigtig godt. Her er jeg ude i Danmarks Radio bagefter med min søn Nicolaj. Og sidste år blev cirklen sluttet for min søn, der spillede med sin gruppe Julias Moon til Dronningens 75 års fødselsdag i Musikhuset i Aarhus. Jeg tror, grunden til at Hofmarskallatet ringede og spurgte, om de ville optræde, var, at Kronprinsen havde hørt dem, da de spillede i Boxen i Herning. Da jeg så det i tv med min hustru, pressede tårerne sig i den grad på.

Dårligt hjerte

I dag vejer jeg 20 kilo mindre, end jeg gjorde på billedet. Jeg har dårligt hjerte og fik at vide af en hjertelæge, at jeg også havde fået gammelmandssukkersyge, og hvis jeg ikke tabte mig aldeles omgående, ville jeg være nødt til at få insulin, og det er ret dårligt i kombination med at være hjertesyg, som jeg tager mange piller for hver dag. I dag har jeg det fint, jeg skal bare passe mine piller, og vægttabet var også godt. Jeg dyrkede førhen motion ved at cykle i København, men fordi andre cykler uden respekt for deres medtrafikanter, er jeg gået over til at gå en lang tur hver dag på en times tid. På billedet vejer jeg nok 96 kilo, og det gav en form for gammelmandspondus, som jeg ikke bryder mig om.

Vanvittig forelsket

Efter to meget fantastiske ægteskaber, hvor jeg trådte mine barnesko, først med Annelise Gabold, som er en kendt figur i dansk teater og filmliv, og som jeg har en skøn datter med, og siden med sangerinde Merete Bækkelund, mødte jeg Kikke Hagen, som er læge og en meget selvstændig person. Det skete sankthansaftens- dag i 1977. Hun var på Gråbrødre Torv med en studiekammerat, og jeg med en god veninde. Vi kom i snak med hinanden, og det endte med, at vi spiste middag sammen, os fire. Jeg var vanvittig forelsket. Du kan se på billedet, hvordan jeg sejler hen. Jeg frygtede dog, at sådan en skøn kvinde var gift og havde flere skønne børn – men, nej, det var hun ikke. Hun var 28 og jeg 35, og vi har været sammen siden. Næste år har vi 40 års bryllupsdag, og vores børn, der er 24 og 35, er de eneste, som ikke har skilsmisseforældre i deres omgangskreds. Hun har altid takket mine tidligere ægtefæller for, at jeg var opdraget så godt.

Wikke & Rasmussen ville have mig med

Wikke & Rasmussen, der producerede Sonny Soufflé Chok Show, syntes, det var sjovt at have deres gamle lærer med i et indslag, som var en parodi på filmen ’The Graduate’, ’Fagre voksne verden’. Jeg har jo undervist stort set alle, der arbejder for DR som producere og meget andet, og fortalte dem blandt andet, hvordan historier typisk bygges op ligesom eventyr. Det hedder aktantmodellen, der meget kort foralt har helte, skurke, hjælpere, modstandere og belønningen i form af det halve kongerige. Jeg begyndte faktisk i DR i 1966, da jeg lige var ved at være færdig som komponist, og da underviste jeg folk i at synge og arbejde med svære rytmer i Radiokoret. Det handlede om musik for mig indtil 1980erne, hvor det i stedet kom til at være drama. Den største seersucces var, da sidste afsnit af ’Krøniken’ blev vist. Hele 2.617.000 mennesker så med. Det skal siges, at man ikke havde målinger dengang, man sendte Matador, og der har tallet nok også været højt. Men det var et svimlende tal, jeg ikke glemmer.

Far var ved østfronten

Jeg er født i Heidelberg i 1942. Min mor rejste derned sammen med en kusine i 1938, fordi de bl.a. skulle se Lorelei-klippen ved Rhinen, og dér mødte hun min far Kurt Johansen, og de blev vildt forelskede. Hun rejste derned i 1938 og blev gift med min far i 1939, og siden røg min far ligesom alle de andre unge mennesker i militæret, og blev sendt til østronten. Han kom hjem i 1941 og lavede mig, og er her på billedet hjemme igen i august 1942 på orlov for at møde sin søn. Min mor nåede aldrig at blive tysk statsborger, for det tredje rige havde for travlt med andre ting, og derfor blev hun i 1945 hældt ud af Tyskland, fordi landet nødigt ville brødføde for mange, nu man modtog Marshallhjælp. Imens var min far i fransk krigsfangenskab. Min mor giftede sig aldrig igen, og min far fandt en anden kvinde i Tyskland. Jeg besøgte ham hver sommer, fra jeg var ni år, til jeg var 20, men var aldrig i hans hjem, for hans kone ville ikke se mig. Det har altid været et stort savn for mig, at jeg ikke kom til at lære min far rigtigt at kende, men i stedet boede hos en fætter.

Mænd er kedelige

En fra familien ringede til mig og spurgte: ’Hvad fanden laver du?’ da han så en plakat for Politiken. Men jeg måtte fortælle ham, at jeg jo ikke kunne gøre for, at redaktøren havde sat mine egne ord på forsiden. Det var en interviewrække i Politiken fra dengang, jeg havde været dramachef i DR i 10 år. Jeg blev spurgt om mit syn på kærlighed, kærlighedsliv og kvinder. Historien er, at jeg holder mest af kvinder og kvindeligt selskab. Kvinder er spændende, men det synes jeg til gengæld ikke, at mænd er. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg som mand kender mig selv, det bilder jeg mig i hvert fald ind. Derfor kan jeg forholdsvis hurtigt gennemskue et selskab af andre mænd, og jeg kommer hurtigt til at småkede mig. Den måde, mænd snakker med hinanden på, er simpelthen anstrengende. En af de ting, jeg ikke kan fordrage, er de typiske herrejulefrokoster, hvor man mødes år efter år, hvor også serveringen er trættende. Hvis det går vildt for sig, er der sild og en god svensk skipperlabskovs, og så bliver der råbt: ’Hurra, hurra, hurra, fisse!’. Derfor overskriften i Poltiken. Jeg er lykkelig i selskab med fire-fem kvinder og snakken går om bordet.