Den kinesiske fodboldliga er blevet forgyldt af milliarder af kroner og stjernespillere de seneste år. Senest er stjernespillere som Carlos Tevez, Oscar, Axel Witsel og Ramires skiftet østpå. I dag blev ligaen skudt i gang, men det endte i noget af et antiklimaks.

For bare 16 tilskuere dukkede op til åbningskampen i den kinesiske superliga, CSL.

Godt nok var det ikke de allerstørste hold, der spillede, men derimod holdene Guizhou Zhicheng og Liaoning Whowi.

Netop Guizhou Zhicheng fejrede en historisk oprykning til den bedste kinesiske række i seneste sæson, og det fejrede holdets fans med at storme ind på banen i ren jubel.

Det kostede dog dyrt for klubben, da den kinesiske fodboldorganisation tildelte klubben en spilledag uden tilskuere.

16 mennesker formåede dog stadig at finde vej ind til klubbens første kamp i den bedste liga, hvilket forklarer det sjove billede i kampen, der endte 1-1.

Normalt kommer der dog over 20.000 tilskuere i gennemsnit til de kinesiske kampe.

Dermed var det ikke den bedste reklame for ligaen, der har satset massivt.

I det seneste transfervindue brugte de kinesiske klubber 2,8 milliarder kroner på fodboldspillere. Sammenligner man med den normalt mest pengestærke liga, Premier League, så brugte de engelske klubber 'kun' klubber to milliarder kroner i vinterens transfervindue.

Danmark blev også forgyldt af de kinesiske milliarder, da klubben Henan Jianye FC købte AaB-spilleren Christian Bassogog for omkring 40 millioner kroner.

Den dyreste handel i Kinas historie er brasilianske Oscar, der skiftede fra Chelsea til Shanghai SIPG for 524 millioner kroner.

Danmark er også repræsenteret østpå, da danske Mads Davidsen er træner i klubben Shanghai SIPG FC.