Det var, som om Hotel Cesar Park lænede sig tilbage, trak strømperne af og åbnede en kold pilsner. Gned øjnene og kiggede ud over Ipanemas hvide sandstrand. Politibilerne ude foran var nede på to, og det sidste kamerahold var ved at pakke grejet sammen. Foran lobbyen var der vagtskifte.

Almindelige mennesker fik stadig ikke lov at komme ind, men som den lille, venlige portier sagde, var de ved at ’omstrukturere sikkerhedsforanstaltningerne til normale forhold.

Hotel Cesar Park har, siden det hollandske landshold ankom lørdag, været under konstant overvågning af politiet i forreste række, journalister i anden og forbipasserende brasilianere eller hollandske fodboldfans i tredje, og først i går, da spillerne fløj til Salvador for at forberede sig til fredag aftens kamp mod Spanien, kunne det tage en pause og puste ud.

Som et af de få lande ved VM har hollænderne valgt at bosætte sig centralt i en værtsby, helt ud til en af verdens mest berømte strande, Ipanema, der i både navnkundighed og geografisk placering er Brasiliens nærmeste lillebror til Copacabana.

Allerede på førstedagen satte spillerne fødderne i vandkanten, og dagen efter kunne et lokalt medie fortælle, at Dirk Kuyt, Wesley Sneijder og Nigel de Jong havde ladet sig lokke af de ballebrune sirener og var taget i byen til klokken 11 næste dag.

Den historie gik verden rundt, men lød næsten fra begyndelsen som en rigtig røver. For god til at være sand, hvilket den givetvis også var. Den blev mødt med smil og skuldertræk i lejren, men er det tilfældigt, at det netop var Holland, der røg i rygtemøllen?

Måske i dette isolerede tilfælde. Men det var ikke første gang, det hollandske landshold skabte overskrifter om andet end gode eller dårlige resultater, og så sent som dagen efter den påståede bytur kunne alverdens tv-seere se Arjen Robben sparke ud efter sin holdkammerat Bruno Martins Indi under træningen i Rio efter at have modtaget en hård tackling.

I bogen ’Oranje’ fremsætter forfatter David Winner den tese, at både den hollandske spillestil og den særlige hollandske oprørstrang, mistilliden til autoriteter udsprang af begivenhederne omkring ungdomsoprøret i 1960’erne. Med Johan Cruyff som en markant personlighed i kraft af sine fodboldmæssige evner og sit mod, sit kald til at stille sig op imod autoriteterne og kræve samme ordnede forhold for fodboldspillere som i det omgivende civilsamfund fødtes en kultur, der har gjort landstrænerjobbet i Holland særligt vanskeligt og udfordret af store stjerner i et lille land og kulturelle modsætninger mellem lyse og mørke spillere.

Man kan købe hans tese eller lade være, men uanset hvordan regnestykket stilles op, ender man med resultatet af en nation, der med undtagelse af EM-triumfen i 1988 altid kun har været lige ved og næsten trods et indlysende talent til mere.

Sølv ved VM i 1974, 1978 og 2010, hvor spillerne nøjagtig som mod Portugal ved VM i 2006 forlod bolden og greb til brutaliteter i en sjælden fælles front med frustrationen som den ophidsende kraft. Og for to år siden var hat og orange briller hverdag fra begyndelsen.

- Det er på tide at stoppe vores patetiske egotrip. Hvis der er nogle, der skaber problemer fra nu af, skal de stå til ansvar for mig, sagde Wesley Sneijder, da Holland havde tabt til Danmark og igen var tæt på kollapset.

Fredag aften spiller Holland mod Spanien i Salvador, men lørdag vender holdet tilbage til Rio, og Hotel Cesar Park skal ruste sig til fornyet opmærksomhed. Den sikrede det sig, da Holland meldte sin ankomst. Sådan er det bare.