Igennem mange år levede 57-årige Michael Dunn tilsyneladende et helt almindeligt liv i den lille nordøstengelske by Redcar ikke langt fra Middlesbrough. Men virkeligheden var en helt anden.
Michael Dunn havde i årtier levet et dobbeltliv som voldelig og sadistisk pædofil. Han tvang flere kvinder og helt unge piger til at blive hans underdanige sexslaver med trusler om eller udøvelse af vold og skjulte endda et af sine ofre for politiet i en hule, som var gemt bag køleskabet i hans hus. Først efter mange års efterforskning lykkedes det politiet at få beviser nok til at fælde Dunn og få ham dømt for en hel stribe af seksuelle overgreb.
Det skriver flere engelske medier, herunder The Guardian.
Richard Bennett, som er anklager i den opsigtsvækkende sag, fortalte juryen, at Dunn er paranoid og misbrugte sine fire ofre seksuelt, 'når det passede ham', og afstraffede dem fysisk, hvis de vovede at modsige ham selv det mindste. Kvinderne følte sig ifølge anklageren 'nærmest magtesløse' og var Dunns 'trælle'.
»Michael Dunn er en voldelig og kontrollerende seksuelforbryder,« siger Richard Bennett.
I onsdags blev han dømt for 10 voldtægter, tre tilfælde af ulovlig frihedsberøvelse og andre seksuelle overgreb. Strafudmålingen er endnu ikke fastlagt.
En kilde, som arbejdede med efterforskningen, har overfor Telegraph sagt, at Michael Dunn 'på mange måder minder om Josef Fritzl' - det østrigske monster, som holdt sin datter som sexslave i 24 år og fik flere børn med hende.
Under retssagen kom det frem, at Michael Dunn igennem lang tid har været i politiets søgelys. Men i mindst otte tilfælde lykkedes det ham at skjule en pige, han holdt som sexslave, i et lille fangehul, han havde lavet i væggen bag det sted, hvor køleskabet stod. Den unge pige var stukket af fra sine forældre og var i forvejen blevet banket og voldtaget af en anden mand, før Michael Dunn gjorde hende til sin sexslave.
Pigen var imidlertid ikke seksualforbryderens eneste slave. Han havde også indespærret en anden kvinde i sit hus, som igen og igen blev udsat for vold. Michael Dunn installerede kameraer og alarmer overalt i huset og satte låse på alle døre for at sikre sig, at kvinderne ikke stak af og alarmerede politiet.
»Det, Dunn gjorde, var at oplære flere kvinder og unge piger, som han i nogle tilfælde gjorde fuldstændig afhængige af ham selv og udsatte dem alle for seksuelle forbrydelser,« siger efterforsker ved det lokale politi, Dave Pettrick og fortsætter:
»Nogle af ofrene blev holdt nede af Dunns ekstreme vold eller endda frygten for, at han ville udøve vold, og han havde fuldstændig og absolut kontrol over deres liv. Han sørgede for, at ofrene undveg myndighederne, mens han fortsatte med at misbruge og kontrollere kvinderne.«
Michael Dunn voldtog også to andre helt unge piger. Den ene af dem var end ikke teenager, da han forgreb sig på hende. Den anden, en skrøbelig og udsat pige, gav han alkohol og cigaretter, hvorefter han udsatte hende for det seksuelle overgreb.
Det fremgår ikke af de engelske mediers dækning af den frygtelige sag, hvad der til sidst fældede Michael Dunn, men politiet oplyser, at hans ofre hjalp dem med efterforskningen af den 'meget komplekse sag', som stod på i adskillige år.
»Først og fremmest vil jeg rose ofrene for deres mod og for at hjælpe efterforskningen, som gjorde det muligt at retsforfølge Dunn,« siger Pettrick.
»Det er næppe overraskende, at alle fire kvinder er dybt påvirket af deres forfærdelige prøvelser. Jeg håber, dagens dom vil give dem lidt ro, nu hvor de forsøger at komme videre i deres liv,« slutter han.
Michael Dunn blev frikendt for en anklage om voldtægt, ligesom juryen ikke kunne finde beviser for, at han skulle have kommet med mordtrusler mod et af sine ofre og udsat hende for grov legemsbeskadigelse.
Den dømte forbliver varetægtsfængslet indtil strafudmålingen er gennemført.