Som en Morten Korch film i flere afsnit fortsætter kampen og familiefejden om Gisselfeld Slot på Sydsjælland i dag ved Østre Landsret i København. For selv om komtesse Erica Danneskiold-Samsøe for to år siden tabte den bitre familiefejde ved Københavns Byret, giver hun ikke op.
Hun kræver fortsat kusinen Helene Danneskiold-Samsøe smidt på porten for selv at overtage direktørstolen og rollen som slotsfrue.
Komtessens krav bakkes i retsopgøret op af hendes onkel, grev Ulrik Danneskiold-Samsøe. Han har også selv flere gange forsøgt at overtage slottet efter broderen grev Erik, der på tragisk og dramatisk vis blev sat på gaden af politiet og Kongens foged.
Grev Erik, der i over 10 år stædigt kæmpede for at beholde sit slot, var ved dom blevet erklæret uegnet til at styre det store gods, der med sine 4000 hektar skov og landbrug er blandt landets største.
Var dybt berørt
Efter grev Eriks afsættelse i 2010 tilbød Gisselfelds bestyrelse datteren Erica at rykke ind på slottet.
Men komtesse Erica var naturligvis dybt berørt af sin fars skæbne og støttede ham til det sidste i, at hans afskedigelse var ulovlig. Derfor afviste hun i solidaritet med sin far at overtage stillingen som Gisselfelds overdirektør.
I stedet gik tilbuddet videre til hendes kusine, advokatsekretær Helene Danneskiold-Samsøe, som straks sagde ja tak til det prestigefyldte job som overdirektør på det smukke slot.
Helene, der ikke har nogen adelstitel, har nu sammen med sin datter boet på Gisselfeld Slot og Kloster siden 2010.
Artiklen fortsætter under billedet.
Men spørgsmålet er nu fortsat om en piges ’Nej altid betyder nej’. Erica mener ikke, at der var tale om et evigt bindende afslag. Derfor føler hun stadig, at det er hendes gode ret at efterfølge sin far på Gisselfelds »trone«.
Det sagde byretsdommer Lene Falk dog klart nej til i april 2014, og komtesse Erica og grev Ulrik blev dømt til at betale sagens omkostninger på 337.000 kr.
Siden den afgørelse har komtesse Erica og grev Ulrik fundet en ny advokat, Finn Schwarz, til at kæmpe deres sag. Nu har Østre Landsret afsat to dage til at se på, om Ericas ’Nej virkeligt var et nej’.