En mindre gruppe mennesker var søndag morgen samlet foran Zoologisk Have i København for at protestere mod obduktionen af den 18 måneder gamle giraf Marius.

Protesterne var dog forgæves, for giraffen blev obduceret kl. 10.00. Marius måtte lade livet på grund af pladsmangel, og fordi det ifølge Københavns Zoo ikke har været muligt at sende den af sted til en anden zoologisk have uden at skabe indavlsproblemer.

Blandt de protesterende var bl.a. mennesker fra Dansk Dyrepoliti, der havde samlet sig med bannere og fakler. De mener, at obduktionen udelukkende handler om at tjene penge til Zoo: 

- Hvor mennesker dog er onde. Endnu et liv går til grunde. Han skal dø, fordi han ej gør nytte. Den ide vi ej støtte, stod der bl.a. på et banner. 

En cyklist, der kom forbi kaldte demonstranterne for hykleriske. 

- Hvad med alle de smågrise, der bliver aflivet hver dag?, spurgte han, inden han cyklede videre. 

Det fik dog ikke demonstranterne til at pakke sammen.