USA: - På vegne af Floridas demokrater ønsker jeg præsident Barack Obama tillykke med hans genvalg og med hans 29 valgmandsstemmer i Florida, skriver Rod Smith, formand for Det Demokratiske Parti i Florida, i en meddelelse ifølge Reuters.

I en stiltiende erkendelse skriver talsmanden for Det Republikanske Parti i Florida, Brian Burgess, i en e-mail, at han og andre tilhængere af Mitt Romney »naturligvis ikke er tilfredse med resultatet« i solskinsstaten.

- Men taget i betragtning af den bølge, vi oplevede i hele landet, er vi glade for, at vi gav dem rigeligt med modstand i Florida og forlængede kampen så længe, som det var tilfældet, oplyser Brian Burgess.

Torsdag aften lokal tid havde Obama 49,92 procent af stemmerne mod Romneys 49,22 procent, oplyser valgdivisionen i Florida ifølge Reuters.

Kun 58.100 stemmer adskiller de to. Det er dog stadig langt flere end i 2000, hvor George W. Bush vandt Florida med blot 537 stemmer og erobrede Det Hvide Hus.

BNB/Reuters