Den seneste tid græder hun som pisket og tigger mig om at flytte sammen med faren igen. Hun vil ikke altid savne den ene og så den anden. Jeg tror hun konstant går med et savn i maven. Jeg mærker, at hun måske er tynget af dette savn i hendes hverdag, og at det gør, at hun generelt er mindre glad.
Hun får stor kærlighed og opmærksomhed fra begge sider. Jeg føler, hun har svært ved at give slip i afleveringssituationer - også i børnehaven.
Jeg kan ikke ændre på det faktum, at faren og jeg ikke bor sammen, men måske kan jeg på en eller anden måde hjælpe hende med at takle hendes savn?
Jeg kunne godt tænke mig at det fyldte langt mindre for hende, og at hun bliver mere velafbalanceret. Jeg har meget svært ved at tackle hendes hurtige humørskift - hun kan give sig til at græde ved ingenting, hvor det viser sig, at det er savnet i maven, der kommer til udtryk
Kan du give mig nogle nøgler til at nå ind til hende og til at styrke hendes urolige sjæl?
Kærlig hilsen