Tidligere FC København-anfører Thomas Delaney er netop startet på et nyt kapitel i Werder Bremen. Men hans drømme går ud over Bundesligaen, fortæller han.
Han var meget afholdt i FC København, hvor han har spillet hele sin karriere. Nu er den 25-årige midtbanespiller kommet til Werder Bremen, hvor han tirsdag blev præsenteret i klubben, og hvor det kom frem, at han får temmelig lang snor:
»Thomas har udviklet sig via sine præstationer de seneste år, men vi tror, han kan tage dette skridt, og vi vil give ham den tid, han har brug for,« siger klubbens sportsdirektør, Frank Baumann, ifølge fodboldmagasinet Kicker.
Nu viser det sig, at Superligaens Profil i efteråret har større planer end den tyske Bundesliga.
»Bundesligaen og Bremen er det rigtige skridt for mig nu, men jeg drømmer en dag om at spille i Premier League,« siger Thomas Delaney til Ekstra Bladet.
Det var træner Alexander Nouri enig i ved pressemødet, hvor han understregede, at der var sat penge af til, at den unge dansker først skulle vænne sig til niveauet i ligaen. Der er nok stadig et stykke vej til England, indrømmer den 25-årige københavner.
»Jeg skal stadig udvikle mig, og den voldsomme fysik, som praktiseres i Premier League, er jeg nok ikke rustet til endnu,« fortsatte han til EBs reporter.
Delaney synes desuden, at Werder Bremen er et skridt fremad i hans karriere - et skridt mod drømmen i Premier League, kan man forstå:
»Jeg er meget lykkelig over at være her. FC København er et af de bedste hold i Skandinavien, men Bundesligaen er meget større, og det er et skridt fremad for mig,« sagde Thomas Delaney tidligere i dag om skiftet til Werder Bremen.
