2008, 2007 og 2004. Det er tre vigtige år for Brøndby i forhold til ærkerivalerne fra FC København.
Det er nemlig otte år siden, at Brøndby senest kunne løfte et trofæ. Det er ni år siden, de senest slog FCK i Parken. Og det er 12 år siden, at de slog FC København i en betydende kamp på københavnernes hjemmebane.
Dengang var Auri Skarbalius iført fodboldstøvler på backen. Nu har han taget et par skridt ud på den anden side af linjen og er blevet træner. Og det så ud til, at forbandelsen skulle brydes for Brøndby i pokalturneringens første semifinale.
Men sådan blev det ikke, og det var ikke noget som Brøndby-træneren rigtig havde lyst til at snakke om efter 1-1-kampen.
»Skal vi fokusere på, at det er lang tid siden vi har vundet her, eller skal vi fokusere på, at vi har fået et godt udgangspunkt? Jeg fokuserer på det sidste,« sagde Auri Skarbalius.
Dansen mod pokalfinalen går gennem endnu en kamp, når der er returopgør på Brøndby Stadion om et par uger. Men de første dansetrin blev taget med en reel »Pukki-woogie«. Den finske angriber Teemu Pukki headede nemlig Brøndby i front i derbyet, da Tom Høgli bakkede halvvejs ud af Østerbro og lod David Boysen sende et indlæg lige ind i panden på sin holdkammerat.
Brøndby kunne lugte den første derby-sejr på fremmed græs siden sejren i den knap så prestigefulde Royal League 11. februar 2007, og de havde måske allerede set den komme inden det første fløjt, da Ståle Solbakken offentliggjorde sine 11 udvalgte. Præcis som forudsagt efter kvartfinale-sejren over Randers ville FCK-manageren bruge pokalsemifinalen mod ærkerivalerne på at sende sine reserver i spil.
Thomas Kaminski, Tom Høgli, Bashkim Kadrii, Mikael Antonsson og Andreas Cornelius skulle have spilletid, men de navnkundige FCK-reserver blev ikke løftet nok af deres holdkammerater, mente Ståle Solbakken.
»Det havde ikke noget med reserverne at gøre. Det var Kvist, Delaney, Zanka og Nicolai Jørgensen, der svigtede. Det er dem, som skal bære holdet, og det var for dårligt af dem. Planen lå klar. Bashkim kom til sine chancer, Antonsson var mere eller mindre fejlfri, men uheldig ved målet, hvor Zanka var ude af position, så de nye, der kom ind, gjorde det mere end godkendt,« siger FCK-manageren.
Brøndbys håb om en betydningsfuld sejr i ærkerivalens hule var tæt på. Drømmen for de blågule fans holdt helt indtil syv minutter før tid. Her slukkede Thomas Delaney for håbet – ligesom han gjorde for to år siden, da han scorede i kampens sidste minut.
»Det var måske det eneste gode i dag. Jeg ved, at det betyder meget for vores fans, at vi har en lang rekord uden nederlag i Parken til Brøndby. Det er også værd at tage med, men jeg er heller ikke tilfreds med resultatet. Jeg havde ikke solgt den for 1-1 inden kampen,« siger Delaney.
Og således var det Delaney, der igen kunne forlænge Brøndbys forbandelse.
»Det er helt vildt ærgerligt. 1-0 havde været været fantastisk, men 1-1 er stadig et fornuftigt resultat, og som anden halvleg udvikler sig, kan vi ikke sige noget til at de får udlignet med det pres, de lægger. Selv om det er ærgerligt, at det sker på en tilfældighed. Men alt i alt var det en oplyftende præstation, og det skal vi tage med videre,« siger Thomas Kahlenberg.