Når TV3 til september igen begynder at vise europæisk topfodbold på klubplan, Champions League, får seerne helt nye muligheder hjemme i lænestolen: Man kan selv vælge at se målene i de øvrige kampe, eller man kan vælge at få facts om spillerne på banen. Det kræver kun en meget simpel manøvre via fjernbetjeningen, skriver Politiken.

Og så kræver det også, at seerne investerer i en særlig dekoder til 2.500 kroner, som kan oversætte de digitale signaler til et almindeligt fjernsyn. Dog får de knap 70.000 såkaldte Viasat Guldkunder gratis en dekoder.

Med TV3's lancering er der lagt op til krig på det spirende marked for digital tv. For når DR senere på året også begynder at tilbyde seerne at blive deres egne programdirektører ved interaktivt at kunne bestemme programmernes forløb, skal seerne ud at investere i endnu en dekoder. Dekoderne er nemlig af forskellig standard. Derfor skal seerne have et arsenal af dekodere, hvis de vil gøre brug af de ekstra muligheder på mere end en kanal.

/ritzau/