RASMUS SEEBACH, Bøgescenerne, Skanderborg, fire stjerner ud af seks

Okay folkens, denne hér havde I så ikke set komme fra den aldrende rock’n’roll rotte hér. Men nu kommer den altså:

Man skal have et hjerte som en død ged i forrådnelse ved en vejside i Kasakhstan, hvis man ikke umiddelbart bliver rørt af dét, Rasmus Seebach jævnligt leverer og i hvert fald leverede på Den Smukkeste lørdag aften.

Dertil skal man have taget permanent residens i det stedlige elfenbenstårn for ikke – bare en lille smule – at blive revet med af Rasmus og hans publikum, som alle som én viser knægten en dedikation og en kærlighed, som kunne få et LSD-læderet 60’er vrag til for en stund at postulere, at alt trods alt ikke havde været forgæves.

Jo, sange som ’Lidt i fem’, ’Glad igen’ og ’Falder’ er da en ophobning af banaliteter og klichéer, hvis vi absolut skal den vej. Men de sange er også ærligt mente og – nu vi er ved ærligheden – ærligt talt godt, gedigent pophåndværk.

Imidlertid er de operative ord i forbindelse med det, Seebach i øvrigt så glimrende brillerer med, altså også som nævnt ’umiddelbart rørt og revet med’. For som koncerten i Skanderborg skred frem, begyndte saccharinen desværre så småt at knase mellem tænderne.

Først naturligvis fordi alle Seebachs søde sange ikke er lige så gode som de ovennævnte, men også fordi Rasmus i et væk angler efter anerkendelse. Med konstante krav om at klappe og synge med og evindelige spørgsmål om ’der er fest, Skanderborg?! (ja, hva’ fa’en tror du selv, når der står 20.000 mennesker foran dig og er åbenlyst lykkelige?).

Jo, Rasmus; de elsker dig… så tag det roligt. Når det så imidlertid er sagt, så vil jeg give en koncert, som egentlig kun musikalsk var tre stjerner værd, én mere. Simpelthen fordi man bliver glad af at være sammen med Seebachs fans. For DE er glade mine damer og herrer, og Seebach og hans i øvrigt glimrende band fortjener til hver en tid ros for at gøre dem så glade…