To ukendte kunstnere løb med den prestigefyldte P3 Pris på 100.000 kroner.

Fredag den 16. oktober hyldede DR og P3 den danske musikscene og nye, lovende kunstnere i showet P3 Guld, der blev afholdt i DRs Koncerthus.

Værterne Anders Stegger, Signe Vadgaard og Sara Bro fra 'Go’Morgen P3' guidede publikum, seere og lyttere gennem aftenen, der blandt andet bød på optrædener fra Julias Moon, Scarlet Pleasure, Gilli, Liss, Thøger Dixgaard, The Minds of 99, Xtra Naan og Ukendt Kunstner.

Og det var netop de to 'ukendte' drenge løb med aftenens største pris - nemlig P3 Prisen - for næsen af The Minds of 99.

Du kender måske ikke deres navne - Hans Philip og Jens Ole Wowk McCoy - men du kender måske nok navnet på deres duo: Ukendt Kunstner.

»Det er helt vildt, vi har vundet. Vi havde helt ærligt regnet med, at Minds of 99 ville vinde. Og vi har gået og bandet over dem hele dagen. Vi skal bruge de 100.000 på et Ukendt Kunstner-projekt. De skal ikke bare går til damer og sprut,« forklarede Ukendt Kunstner efterfølgende til pressen.

Sidste år modtog duoen prisen for P3 Talentet.

'Vi er med til både de sene nattefester, tømmermændene, forholdet, der ikke lykkedes og håbet om en dag at ramme milliarden. Ukendt Kunstners debutalbum er noget nær et generationsportræt, som både er troværdigt og almengyldigt – selv hvis man ikke lige er 23 år længere. Frontmanden har udviklet sig til en af landets bedste med en sjælden set fysik, rytmik og evne til at eje scenen', lød det blandt andet i begrundelsen.

Ukendt Kunstner er aktuelle med deres andet album 'Forbandede Ungdom'.

Prisen består udover æren og en statuette af 100.000 kroner.