FC Københavns fans stjal rampelyset inden Champions League-opgøret mod Leicester. Masser af romerlys blev fyret af på King Power Stadium.
Optrinnet betyder højst sandsynligt, at både FCK og værterne Leicester kommer til at skulle betale en bøde eller bliver straffet på anden vis af UEFA.
Ifølge reglerne er det værterne, der har ansvaret for sikkerheden, men det betyder ikke, at FCK slipper for straf. Det europæiske fodboldforbund plejer nemlig at slå meget hårdt ned på brugen af romerlys inde på stadioner.
Det skriver blandt andre det engelske medie BBC, der henviser til UEFAs regelsæt nærmere bestemt artikel 16, hvor det tydeligt fremgår, at hjemmeholdet står for sikkerheden før, under og efter kampen.
Dog kan Leicester slippe for straf, hvis man kan bevise, at man ikke er skyld i sikkerhedsbristen. Noget lignende skete i 2014, da Arsenal spillede hjemme mod Galatasaray i Champions League. Tiltalen mod det engelske hjemmehold blev droppet, og i stedet betalte tyrkerne i underkanten af 400.000 kroner i bøde for brugen af romerlys på stadion.
FCK tabte 0-1 til Leicester efter mål af Riyad Mahrez.
