Da den brillante canadiske guitarist Jeff Healey og hans band spillede i Amager Bio.

Eller lad os citere en anden guldalderpoet (nu vi har haft Goethe), nemlig Johnny Madsen: "Vil Herskabet have spade? Jamen, så skal De sandelig også få det!"

Jeff Healeys koncert i Amager Bio blev nemlig en overlegen opvisning i guitarspil, som det leveres, når guitaren er en formidler af følelser snarere end - som den efterhånden desværre så ofte er - et instrument til fremme af onani på tid.

Healey er efter et par tvivlsomme plader på sit nye album "Get Me Some" vendt hjem til dét, han nu engang gør bedst: nemlig bluespåvirket rock og poprock, som driver af en ægthed, så selv en sang som "I Tried", som spillet af de fleste andre ville medføre omgående opvisning i præcisions-opkastning, trækker det momentane bløddyr frem i selv de mest kyniske af os.

Den tilbagevendte tiltro til egne evner lod sig også høre live. Med en fornem version af John Hiatts "Confidence Man" (et fuldkommen atypisk anfald af fejlplaceret falsk beskedenhed forbyder mig at afsløre, hvem der så mindeligt havde bedt Jeff spille netop dén i aftes).

Og med udgaver af Dylans "All Along The Watchtower" og "Makes You Feel Better" (en meget tæt slægtning af Zeppelins "Dazed And Confused"), hvor Jeff og hans absolut ikke uefne medguitarist Philip Sayce slog til strengene, så man for en gangs skyld med eftertryk blev mindet om, hvorfor det egentlig var, man dengang for mange år siden afgjorde med sig selv, at guitaren var (og er) det absolut afgørende instrument i musik.

Det kunne jo sådan set kun ende med forrygende fede udgaver af The Doors' "Roadhouse Blues" og George Harrisons "While My Guitar Gently Weeps".

Og endelig selvsagt med at éns i forvejen fremskredne hovedrysten fik endnu en tand, hvad rotationer angår, da man efter koncerten vandrede ud over Amager og vanen tro oplevede talrige trælse typer, hvis bilstereoer bralrede tanketomme tecnotosserier ud i den københavnske nat.

Hvis de dog for fanden bare vidste...