Det siger professor Dominique Bouchet, Syddansk Universitet i Odense, efter den formodede massevoldtægt i Århus af en 14-årige pige. Ni unge andengenerations-indvandrere er blevet anholdt for overgrebet. To af drengene, der er under den kriminelle lavlader, er løsladt igen.

Dominique Bouchet har i årevis forsket i de forhold, der gør sig gældende for de hårdets belastede 2. generationsindvandrere.

Hvad er det, der går galt i sådan en situation, hvor det tilsyneladende ender med en massevoldtægt af en 14-årig pige?

"Jeg kender ikke den konkrete sag. Men der er nogle af disse belastede drenge, med flygtninge- og indvandrerbaggrund, som får en helt forkert opfattelse af de danske piger. De opfatter dem som nogen, der ikke er værd at respektere. Fordi der er så stor en afstand mellem deres opfattelse af, hvordan artige piger skal opføre sig, og det de oplever her i Danmark. Og nogle af forældrene bekræfter dem i, at de danske piger ikke er værd at respektere. Dermed er der så endnu nemmere at gå til handling," siger Dominique Bouchet.

Han peger også på den faktor, at drengene handler i flok.

"Den bedste sammenligning er det, der skete i koncentrationslejrene i Hitlers tid. Hvor de mennesker, der undertrykte fangerne i koncentrationslejrene, gjorde det, fordi de mente, at de mennesker, der var derinde, ikke var værd at respektere. Så kunne man tillade sig at behandle dem værre end dyr," siger Bouchet.

"De her drenge udtaler sig utrolig barskt og seksuelt direkte - og uden nuancer. De ser, at i Danmark kan en pige faktisk gå med en dreng og måske gå i seng med ham, uden at have kendt ham i lang tid. Og hvis de ikke synes om ham, kan de skifte til en anden efter en uge. Det gør, at de opfatter pigerne som ludere. Og dermed mener de, at pigerne ikke fortjener at blive behandlet med respekt," siger Dominique Bouchet.

Han advarer mod at tro, at der er tale om en generel opfattelse hos indvandrere.

"Man skal passe på, at man ikke giver et billede af, at det er indvandrere generelt, der har problemer med at respektere danske kvinder og normer. Det er nogle enkelte familier, som svigter og som ikke opdrager deres børn. Og nogle enkelte børn, som er skadet meget tidliget i opvæksten, fordi de har oplevet nogle grusomme ting selv, da de var helt små i krigsramte områder f.eks.," siger Dominique Bouchet.

Han har et konkret bud på, hvor man skal sætte ind over for de få hårdest belastede udenlandske familier.

"Man skal vise, at man ikke vil finde sig i det. Det vil sige, at man skal straffe de ting, der er bevist. Og man skal sørge for, at de indvandrere, der tager afstand fra det, kommer til orde. For man må ikke glemme at 99,9 pct. af indvandrene også tager afstand fra den slags. De er så trætte af, at de mennesker ødelægger det for dem selv. For det betyder, at der bliver mere racisme.

Og så skal man bruge eksemplerne i skolevæsenet og indvandrerkurser. Man skal tage op som emne, at her i Danmark mener man, at når børnene er 16 år, så må de prøve nogle ting. Her i landet gifter man sig ikke med en jomfru. Det er faktisk det modsatte af, hvordan det er visse steder i Mellemøsten. Sådan er det bare. Og man er ikke en dårlige mor eller en dårligere ægtefælle af den grund. De ting er man nødt til at tale om, for at sikre respekten, og vise at anstændighed, værdighed og respekt ikke nødvendigvis hænger sammen med en bestemt måde at dyrke sin sexualitet på. Det er vigtigt, at det bliver taget op som emne," siger Dominique Bouchet.