Da skieleverne tirsdag aften var på vej hjem fra dette års skiferie i Val d'Anniviers i Schweiz, foregik det i bus.

Men i en motorvejstunnel i den schweiziske kanton Valais på motorvej A9 fra Val d'Anniviers i retning mod den schweiziske by Sion, gik det galt.

Bussen kørte ind i en betonmur, og 28 mennesker - heraf 22 børn - mistede livet.

Eleverne kom fra Basisschool 't Stekske i Lommel og Sint Lambertus i Flandern, som indtil for to år siden altid tog toget, når de skulle på skiferie.

Det skriver det schweiziske nyhedssite blick.ch.

Det vides ikke, hvorfor skolen begyndte at benytte bus i stedet.

De 22 børn, der forulykkede i Schweiz i aftes, var alle fra sjetteklasser fra skolen Basisschool 't Stekske i Lommel i Flandern og Sint Lambertus School i Heverlee. Foreløbige underretninger tyder på, at børnene fra den ene af skolerne har siddet samlet forrest i bussen, mens den anden skole har haft den bagerste del. På nuværende tidspunkt er det uvist, hvilken skole de omkomne børn gik på.

Børnene, der var i 12-års alderen, var sammen med deres lærere på vej hjem fra en skitur.