Caroline Wozniacki og Ryan Kerrigan. Spekulationer om et forhold mellem den danske tennisspiller og amerikaneren fra NFL-holdet Washington Redskins har fået nyt liv, efter de to festede sammen i New York tirsdag aften lokal tid.
Den danske tennisspiller har selv delt et billede på sin Twitter-profil, hvor NFL-stjernen Ryan Kerrigan (til højre på billedet) holder tæt om Wozniacki, der kvitterer med at svinge sin hårdtslående venstrearm om den bredskuldrede outside linebacker - den position, som han spiller i amerikansk fodbold.
I disse dage er Wozniacki aktuel for andet end sit tennisspil.
Det prestigefyldte magasin Sports Illustrated har netop sendt en særlig 'Swimsuit Edition' på gaden. Her optræder Caroline Wozniacki i flot figur på en række bikinibilleder, og det var netop denne udgivelse, som danskeren fejrede sammen med de øvrige modeller i bladet og en række prominente navne, herunder Ryan Kerrigan, i New York.
LÆS OGSÅ: Endelig: Her er Wozniackis frække billeder
24-årige Caroline Wozniacki blev single i 2014, da forlovelsen med golfspilleren Rory McIlroy pludselig blev brudt af nordireren. Siden har hun hygget sig med tennisveninden Serena Williams og også Ryan Kerrigan, som hun blev set sammen med i starten af december.
Her var Wozniacki og Kerrigan, der vejer 118 kilo og måler 193 centimeter, på dét, der kunne ligne en date i Georgetown i USAs hovedstad Washington. Allerede her ville rygterne vide, at der er romantik mellem de to, men endnu har ingen meldt noget officielt ud om et forhold.
Sikkert er det i hvert fald, at Wozniackis seneste opdatering fra New York ikke punkterer det efterhånden sejlivede rygte om en spirrende kærlighedshistorie.
Tværtimod.

