Uoverensstemmelsen mellem Enhedslisten og Socialdemokraterne er ikke gået ubemærket hen hos De Konservative. Partiet tilbyder nu at bakke op om regeringens kommende finanslov, hvis blot den bliver blå nok, oplyser DR Nyheder.

- Hvis man laver en blå finanslov med reelle reformer, en reel pakke som forbedrer virksomheders konkurrenceevne, så arbejdspladserne bliver i Danmark og man får fjernet nogle skatter og afgifter, er det da til fordel for Danmark, siger de konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen.

Han betegner i øvrigt regeringen for værende i »total opløsning«.

Mandag rettede Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen et hårdt angreb mod Enhedslisten, som han beskylder for at undergrave regeringen med sin hadske retorik. Det fik Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen til at konkludere, at Sass Larsen spiller højt spil, fordi regeringen risikerer at måtte udskrive valg, hvis den ikke får det fornødne flertal for sin finanslov til efteråret.

Og invitationen fra De Konservative bliver da også positivt modtaget hos Henrik Sass Larsen:

- Alle partier der er med på en konstruktiv drøftelse, når vi fremlægger en finanslov, dem vil vi selvfølgelig sætte os ned og snakke med, siger han til DR Nyheder.

Det var i Politikens udgave mandag, at Henrik Sass Larsen kom med den hårde kritik af Enhedslisten:- Der er blevet råbt »pis«, »klaphatte« og »forrædere« efter os. Det er jo et sprogbrug, som er ganske, ganske voldsomt. Måske vil Enhedslisten få en vælgermæssig fordel ud af det. Men de vil ikke få den fordel, at der er en S-ledet regering bagefter, lød det blandt andet fra Sass Larsen.