Tidligere Le Mans-vinder John Nielsen kan ikke forstå, at McLaren endnu ikke har meldt noget ud om en Formel 1-kontrakt til Kevin Magnussen.
Kevin Magnussen er kommet endnu et skridt nærmere Formel 1-drømmen.
I aftes offentliggjorde mexicanske Sergio Perez, manden der i år har siddet på en af de to Formel 1-pladser hos McLaren, at han forlader teamet.
- Først og fremmest vil jeg gerne takke McLaren for at give mig chancen i denne sæson. Det har været en ære for mig at være hos et af de mest konkurrencedygtige hold i sporten, og jeg fortryder ikke det mindste, at jeg skrev under med dem. Jeg har altid givet det bedste for mig selv og dem, men trods det kunne jeg ikke levere det, jeg sigtede efter på dette historiske hold, siger 23-årige Sergio Perez i pressemeddelelsen.
Godt nyt for Kevin Magnussen, der nu ser ud til at have det ene ben i McLarens Formel 1-racer.
- Det er en bekræftelse på, at der er et ledig sæde hos McLaren. Og Kevin står forrest i køen, siger Danmarks første Le Mans-vinder John Nielsen til BT.
Den mexicanske kører, som afløste stjernen Lewis Hamilton op til denne sæson, kører årets sidste to løb for McLaren, inden han forlader teamet. Herefter kan han se tilbage på en sæson, hvor han aldrig fik indfriet de store forventninger.
Nu er spørgsmålet, hvem der skal afløse Perez som makker til Jenson Button. Kevin Magnussen er det oplagte valg.
- Jeg vil mene, at vejen er banet, men det er altså endnu ikke bekræftet. Så vi er nødt til at holde vejret lidt endnu, siger John Nielsen.
Han undrer sig over, at aftalen med Magnussen stadig ikke er officiel.
- I øjeblikket er det noget underligt noget. Perez går ud og siger, at han ikke skal køre for dem mere, men McLaren kommer ikke selv med noget. De holder alle på pinebænken.
Helt tavs er McLaren-bossen Martin Whitmarsh dog ikke. I en officiel udmelding takkede han i aftes Sergio Perez for indsatsen i McLaren-bilen. Samtidig understregede han, at der endnu ikke er skrevet kontrakt med en ny kører. Ifølge eksperter i motorsporten er der dog allerede lavet en aftale med Magnussen.
- Hvad angår vores kører-sammensætning til næste år, er der ikke lavet en aftale for 2014 ud over Jenson (Button.red.), og vi har derfor ikke noget yderligere at tilføje på nuværende tidspunkt. Hvis og når den situation udvikler sig, vil vi komme med en ny udmelding, lød det fra Martin Whitmarsh, der i slutningen af oktober var i Danmark for at hylde Kevin Magnussen, der netop havde vundet Formel Renault World Series 3.5.
- Kevin skal nok komme i Formel 1, sagde han blandt andet dengang og tilføjede:
- Kevin er en af de mest konkurrencedygtige unge kørere uden for Formel 1. Han er en af de – hvis ikke dén – mest talentfulde og spændende kørere, der ikke er i Formel 1 i øjeblikket.
Magnussen og McLaren ligner et kommende match.