Efter at have svigtet os i en årrække holder den bomstærke nabo mod syd atter ferie i Danmark.
Regnen siler ned og skyerne hænger lavt over København. I Tivoli tripper turister iført regnslag rundt mellem vandpytterne. Den gamle trærutsjebane er lukket på grund af vejret.
Men på trods af de seneste dages triste vejr er humøret i top i den danske turistbranche. Det lysner mod syd, kan man sige. Helt nye tal viser nemlig, at turisterne efter nogle kritiske år atter i stigende grad sætter kursen mod Danmark. Særligt vækker det glæde, at en voksende del af gæsterne kommer fravores folkerige nabo mod syd, Tyskland.
»Der er en fornyet optimisme om tyskerne for tiden. Vi har en klar fornemmelse af, at vi har fået flere gæster fra Tyskland,« siger Tivolis underdirektør for brand og kommunikation Dorthe Weinkouff Barsøe.
De seneste tal fra turistorganisationen Visit Denmark taler deres tydelige sprog. I år har der indtil nu været 10 procent flere tyske overnatninger, sammenlignet med sidste sommer. En sæson, der i forvejen blev begavet med flere tyske gæster. Det er fakta, der i turistbranchen giver tro på, at 12 år med negative kurver nu endelig er forbi.
Lægger 82 mia. kr.
Turisterne spiller en stor rolle i Danmarks husholdningsøkonomi. Samlet omsætter branchen for 82 mia. kr. om året, beskæftiger næsten 120.000 fuldtidsansatte og afleverer et overskud, der svarer til 3,6 procent af de samlede danske eksportindtægter.
I det regnestykke er det langtfra ligegyldigt, hvor de 80 millioner tyskere rejser hen. Tyskerne er en kæmpe motor i den danske turistindustri. Sammenlignet med dem udgør gæster fra USA, Rusland eller Kina blot en dråbe i havet.
»Vi tillader os at være positive og tro på, at det nu går den rigtige vej. Tyskerne vender tilbage, men vi har ikke armene over hovedet endnu, for konkurrencen om turisterne er benhård,« siger pressechef Mikkel Thrane fra Visit Denmark.
Han forklarer, at det formentlig er en målrettet markedsføring i Tyskland, der nu begynder at give bonus.
Samtidig har en helt ny kundegruppe set dagens lys. Hvor tyskerne førhen boede i jyske sommerhuse og gik i regntøj langs strandene, rejser de nu også på byferier, de såkaldte ’city-breaks’, fortæller Dorthe Weinkouff Barsøe fra Tivoli.
Desuden har gode somre i 2013 og 2014 vist det danske sommerland fra sin bedste side. Købekraften er på vej op, efter at finanskrisen for alvor harløsnet sit tag i Europa. Derfor håber man i turistbranchen også på, at vejret denne sommer trods alt sender gæsterne hjem med lune minder om de danske sandstrande.
Stranden trækker fortsat
Den nye tyske kundegruppe i København betyder ikke, at tyskerne svigter Jylland. Tværtimod, jubler direktøren for en af landets største sommerhusudlejere, Sol og Strand i Blokhus.
Her kommer to tredjedele af omsætningen fra tyske gæster. Prognoserne viser, at 2015 bliver endnu bedre end sidste sæson, der var den bedste siden finanskrisen. En spritny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at der allerede nu er forhåndsreserveret endnu flere huse, der primært ligger på den jyske vestkyst,for resten af sæsonen end på samme tidspunkt sidste år.
»Tallene viser en vækst på syv procent, og det er rigtig, rigtig fint. Det er en god nyhed, fordi sidste år også var et godt år for branchen,« siger Kaj Frederiksen, administrerende direktør.
Generelt faldt antallet af tyske overnatninger med 2,8 millioner fra år 2000 til 2012. I 2013 begyndte den udvikling, som turistbranchen, på baggrund af de seneste tal, nu tror på er en knækket kurve.