Ken og Brenda Jordan ved præcis, hvorfor jeg vil snakke med netop dem. De to Mitt Romney-fans er nemlig også de eneste to sorte ansigter i et hav af ellers kridhvide republikanere.

- At være republikaner har intet med hudfarve at gøre. Det er et spørgsmål om moral og livskvalitet. Vi er imod fri abort. Vi mener, at et ægteskab skal være imellem en mand og en kvinde. Og vi er for større personligt ansvar - mindre regeringsindblanding. Og det er derfor, vi er her, siger Brenda Battle Jordan.

På vej imod sejr

’Her’ er Kettering University i bil-byen Flint - Michael Moores hjemby og én af staten Michigans hårdest ramte under den finansielle krise.

Og det er samtidig ét af den repub­likanske spidskandidat Mitt Romneys sidste stop før Michigans primærvalg tirsdag.

Ifølge de seneste meningsmålinger fører Romney svagt over sin mere traditionelt konservative modstander Rick Santorum, der kommer til Flint senere samme eftermiddag. Og vinderen af primærvalget kommer et vigtigt skridt nærmere på at blive republikanernes officielle modkandidat, når Barack Obamas job står på spil ved præsidentvalget 6. november.

Og Brenda og Ken er ikke i tvivl om, hvem dén mand bør være.

- Vi er 100 procent imod Obamas politik. Og vi ved godt, at vi hører til et mindretal. For nogle uger siden deltog vi faktisk i en anti-Obama demonstration. Mange troede, at vi var gået galt. Og vi endte i flere landsdækkende medier, siger Ken Jordan og smiler lidt ved mindet. Men der er alvor bag smilet.

På vej imod afgrunden

Ligesom Mitt Romney mener Ken og Brenda Jordan nemlig, at USA er på vej imod afgrunden.

- Det er i den grad på tide med et regeringsskifte. Obama har gjort sit bedste for at spolere vores land. Og vi vil være med i forreste række, når Mitt Romney overtager hans plads i Det Hvide Hus.

Og mens vi snakker, begynder Mitt Romneys introduktionsmusik at spille.

I dagens anledning har den republikanske milliardær valgt gruppen KISS’ 70’er-hit ’Detroit Rock City’ til at bane vejen (Detroit er statens største by). Og Ken og Brenda er blandt de første til at rejse sig og levere et bragende bifald.