Stig Gerdes er blevet frataget sin autorisation som læge. »Det handler kun om, at jeg skal trynes,« mener han

»Jeg er en torn i øjet på dem, så jeg skal trynes. Derfor har de taget min autorisation som læge fra mig. Men de får mig ikke til at holde kæft.«

Stig Gerdes, 70 år og gennem flere årtier praktiserende læge i Fredericia, er blevet 2.000 patienter fattigere. Eller rettere: Hans 2.000 patienter har mistet deres læge. For Styrelsen for Patientsikkerhed har taget den erfarne og kontroversielle familielæges autorisation fra ham.

Kontroversiel ikke mindst fordi han gennem årene har talt systemet midt imod i sagen om den omdiskuterede HPV-vaccine, hvor flere unge piger har fået bivirkninger.

Styrelsens aktuelle begrundelse for at tage hans lægetitel fra ham er, at Stig Gerdes har nedtrappet en af sine patienter, en 27-årig kvinde, for psykofarmaka uden at orientere hendes psykiater, ligesom han heller ikke har orienteret hendes værge.

Strid om diagnoser


Stig Gerdes mener dog ikke, han har gjort noget forkert. Tværtimod. For den pågældende patient, som blev fjernet med tvang fra sit hjem for næsten fire år siden og indlagt, har, siden han trappede hende ned i dosis, fået det mærkbart bedre, påpeger han.

»De vender det hele på hovedet og siger, det er mig, der gør skade. Det forholder sig præcis modsat. På foranledning af to psykiatere og hendes værge, en tidligere ledende politimand, har de fjernet den unge kvinde med magt og isoleret hende fra hendes nærmeste i årevis. Psykiaterne siger, hun har en funktionel lidelse – altså at hun er psykisk syg. Men hendes sygdom er fysisk betinget. Og det er der tre læger før mig, der har konstateret,« siger Stig Gerdes.