Modsat de fleste flygtninge og migranter, der i den forløbne uge rejste til Sverige, valgte de Danmark til. Mere eller mindre frivilligt.

Haydar Jaefar åbner døren til værelse 410. Håndklæderne er stadig ikke pakket ud af den sorte rullekuffert på gulvet. Sengetøjet er redt stramt ud over køjesengene. Det er kun én dag siden, at familien Jaefar fra Irak ankom til Modtagecentret Avnstrup midt i en midtsjællandsk bøgeskov. Far Haydar, mor Duaa og de to piger på fire og fem, Samah og Janna, har i 25 dage været på Europas landeveje, banelegemer og farvande for at nå deres destination, peget ud med en rød pil på Haydars mobiltelefon: Danmark.

»Vi har fået at vide, at det er et godt land,« siger Haydar Jaefar på 27, der var soldat i Irak.

Her er tryghed og sikkerhed, har han hørt.

På de danske motorveje og i grænsebyer har slagordene ellers gjaldet ’Sweden! Sweden! Sweden!’ i ugens løb. For broderparten af de flygtninge og migranter, der har nået Danmark, er vi kun et sidste bump på vejen mod det forjættede land, Sverige. Det fik i hundredvis af mennesker til at modsætte sig registrering, og atter hundreder til at vandre ud ad motorvejen, stålsatte på at nå over Øresund.

Af de langt over 3.000 flygtninge og migranter, som har nået Danmark i ugens løb, har 728 foreløbig sagt ’asyl’. En del af dem er nu indkvarteret på Røde Kors modtagecenter i Avnstrup, der på en enkelt nat modtog fire busser fyldt med flygtninge og migranter. En undtagelsestilstand selv for et asylcenter.

Landet med mange køer

Foran det gamle tuberkulosehospital sidder unge mænd i klipklapper og dynejakke og kvinder med spraglede hovedtørklæder. Hele natten har folkene på modtagecentret arbejdet på højtryk, og de nyankomne har fået nattely og mad.

Indenfor i centrets fællessal sidder et par unge somaliere i store uldsweatre. Khalif Adan Ali knuger de papirer, der betyder, at han er registreret af de danske myndigheder. Han blev stoppet i et tog i Sønderjylland mandag. Politiet spurgte, om der var nogen på toget, der kunne tænke sig at søge asyl i Danmark. De fleste ville til Sverige og blev siddende, men Khalif takkede ja.

»Der var meget kaos. Meget forvirring. Jeg havde billet til København, for der bor min ven, som jeg skal hen til. Men politiet tog mig af toget og tog mit fingeraftryk, og nu er jeg her,« siger den 23-årige mand.

»Lige nu er jeg bare glad for at være kommet frem til Danmark. Jeg har fået at vide, at det er et godt sted. Her er smukt og grønt,« siger Khalif, og peger på bøgene i parken uden for centret.

Han har været tre måneder undervejs for at komme til Danmark og har krydset ti lande. Lige siden Somalia har kompasset peget mod Danmark, men mest fordi han har en ven i København. Spørger man, om Danmark er et bedre land at komme til end Sverige, Norge eller Tyskland, trækker han på skuldrene.

»De er alle gode. Men jeg ved det ikke,« siger han.

I centrets forhal har et afghansk par slået sig ned i en lædersofa. Dina Ibrahim på 35 ved ikke meget om Danmark. Hun har hørt, at det er et land med mange køer, og hvor folk drikker meget mælk. Men også at her er sikkert, og et land, hvor folk tager sig af hinanden.

»Alt, vi søger, er sikkerhed, frihed og tryghed. Det tror jeg, at jeg kan finde i Danmark,« siger hun.

Valgt til af Danmark

Ikke alle på Avnstrup havde Danmark i kikkerten, da de forlod hjemlandet. På holdepladsen udenfor centret sidder Ali fra Syrien sammenbøjet på et bord-bænkesæt. Hans mål var egentlig Sverige, og er det stadig.

»Jeg har familie i Sverige, og det er der, jeg vil til. Jeg ved bare ikke hvordan,« siger han.

Ali kom med toget fra Puttgarden onsdag. Færgen, som skulle lægge til i Rødby, blev tilbageholdt af politiet ude på vandet. Da færgen endelig lagde til, gav politiet passagererne mulighed for at afgive fingeraftryk eller vende tilbage til Tyskland. Alt var forvirring, fortæller Ali, og han gav sit fingeraftryk, uden præcist at vide, hvad det ville betyde. Det viste sig, at det bandt ham til Danmark. Som sådan har han ikke noget imod at være her, men han håber at komme videre. Hurtigst muligt.

»Nu må jeg undersøge, hvordan jeg kan komme til Sverige alligevel,« siger han.

Ali ryger videre i selskab med en gruppe andre syrere. Pludselig ruller endnu en hvid dobbeltdækker ind på holdepladsen. Lidt over 40 flygtninge og migranter stimler ud, tænder smøger, lyner jakker og finder deres sportstasker og plastiksække i bussens bagagerum.

Gode skoler?

Tilbage i værelse 410 har familien Jaefar spist middagsmad, serveret fra centrets suppekøkken. Pigerne har kastet sig over en malebog i nederste køjeseng, og på fjernsynet kører en arabisk fjernsynskanal. Moderen Duaa vimser omkring, pakker ud og folder tøj i værelset, der, indtil familiens asylansøgning er behandlet, er deres hjem. Haydar viser billeder hjemme fra Irak og fra flugten til Danmark på sin mobiltelefon. Sidste billede i albummet er af Janna og Samah på centret i Avnstrup.

»Her er godt for min familie. Her er sikkerhed. Og skolerne er gode i Danmark, er de ikke,« spørger han.