Mens et rekordhøjt antal asylansøgere er strømmet til Danmark henover sommeren, skærper de borgerlige partier nu kursen i asyldebatten frem mod det kommende folketingsvalg. Det fælles mål er at stramme politikken på asylområdet, så det bliver mindre attraktivt at søge asyl i Danmark og sværere at opnå permanent opholdstilladelse. Det skriver Berlingske.
Dansk Folkeparti er parat til at inddrage både permanente og midlertidige opholdstilladelser, hvis der er opstået fred i flygtningenes hjemlande. Det er et af hovedbudskaberne i et nyt asyludspil, som partiet lancerer onsdag.
»Der kommer simpelthen for mange til, at vi kan håndtere det. Politikken på udlændingeområdet er helt ude af kontrol, og det virker, som om regeringen fuldstændig har opgivet at gøre noget ved det,« siger Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen (DF), til Berlingske.
Sidste år modtog Danmark 7.557 asylansøgere, mens antallet vil nærme sig 10.000 personer i år. Stigningen skyldes især personer, der er på flugt fra det borgerkrigshærgede Syrien og regimet i Eritrea. Alene i juli modtog Danmark 1.720 asylansøgere, og det har skabt et stort pres på asylsystemet, som Berlingske tidligere har beskrevet.
Set i det lys vil Dansk Folkeparti derfor gøre perioden for midlertidige opholdstilladelser kortere, så der i stedet for de nuværende fem år fremover gives midlertidige opholdstilladelser af halvandet års varighed. Partiet vil gøre op med, at flygtninge får kontanthjælp og børnecheck fra dag ét.
Og endelig vil Dansk Folkeparti pålægge myndighederne at gennemgå opholdstilladelserne for samtlige af de flygtninge, som har været i landet på midlertidige og permanente opholdstilladelser gennem de seneste ti år med henblik på at sende de personer hjem, som ikke længere er forfulgte i deres hjemlande.
»Mange mennesker har fået asyl, og det kan godt være, at der er uro i deres hjemland. Men det er ikke ensbetydende med, at man er forfulgt. Derfor mener vi, at man skal lave et serviceeftersyn af opholdstilladelserne. Myndighederne skal fra begyndelsen klart og tydeligt signalere: Hvis du er berettiget til hjælp, så får du hjælp, men på et tidspunkt bliver du sendt hjem igen,« siger Martin Henriksen.
På sigt vil Dansk Folkeparti desuden sende flygtninge til danskdrevne centre i deres nærområder ved at omlægge dele af ulandsbistanden.
Politikerne på Christiansborg er på vej ind i en valgkampsæson, og netop udlændingepolitikken er spået som et af de helt store temaer. Tidligere på sommeren fremlagde Venstre sit bud på en udlændingepolitik, hvor det store tema var, at personer fra en særligt udvalgt gruppe af lande skal have lettere ved at komme til Danmark og arbejde.
Når det kommer til asylområdet, er Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen (V), enig i, at det skal gøres mindre attraktivt at søge asyl i Danmark. Og at det skal gøres sværere - for bestemte grupper udlændinge - at opnå en permanent opholdstilladelse i Danmark.
Det skal blandt andet ske ved at granske de sociale ydelser, så der skabes et øget incitament til at arbejde for udlændinge. Desuden skal der stilles højere krav til permanent opholdstilladelse i form af blandt andet øgede krav til danskkundskaber, og at udlændinge skal have arbejdet 30 timer om ugen i mindst to et halvt år inden for de seneste tre år for at opnå en permanent opholdstilladelse.
»Vi er åbne over for at diskutere muligheden for at sende flygtninge hjem, hvis der er fred i deres hjemland. Men der er nogle åbenlyse fælder, for vi risikerer også at sende velintegrerede personer hjem, som vi har brugt millioner af kroner på at integrere. Derfor vil vi også gøre det nemmere for velintegrerede at få permanent opholdstilladelse, men sværere for dem, som ikke vil eller kan integrere sig,« siger Karsten Lauritzen.
Integrationsordfører i Liberal Alliance, Anders Samuelsen (LA), ønsker, at de borgerlige partier står sammen om at stramme asylpolitikken. Han mener, at det »er helt oplagt, at vi skal sende folk hurtigere hjem til lande, hvor der er fred« samt, at flygtninge i højere grad skal hjælpes i deres nærområder.
Også Det Konservative Folkeparti vil se på, hvordan ydelserne er skruet sammen og samle op på, om de, der har asyl i Danmark, fortsat er forfulgt i deres hjemland, oplyser udlændingeordfører Tom Behnke (K).
Udlændingeloven giver allerede nu mulighed for at sende flygtninge med midlertidig opholdstilladelse tilbage, hvis der opstår fredeligere forhold i deres hjemland. Jyllands-Posten har tidligere beskrevet, at kun mellem ti og 20 flygtninge er blevet sendt hjem i løbet af de seneste par årtier.
Hvis en flygtning derimod har permanent opholdstilladelse, kan personen kun sendes ud, hvis vedkommende begår grov kriminalitet, har snydt sig til en opholdstilladelse eller lignende grove forhold.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har efter sommerferien også blandet sig i debatten. Hun vil se på, om Danmark skal være bedre til at sende flygtninge hjem, som ikke længere er truet i deres hjemland, hvis der »kommer rigtig mange til Danmark«.
Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), vil ikke afvise, at der kommer nye initiativer, hvis antallet af asylansøgere stiger eksplosivt i år:
»Om det lige er DFs forslag, vi skal forfølge, er jeg ikke så sikker på. Men det er klart, at vi tager problematikken alvorligt.«