De kommer gående på stribe, når man besøger træningsanlægget ’De Toekomst’ i Amsterdam. Slentrende ind på træningsbanen med de lyse lokker. Ajax har altid haft tradition for at satse dansk, og det bliver de ved med.

Nicolai Boilesen, Christian Poulsen, Viktor Fischer og Lasse Schöne er alle fast inventar i førsteholdstruppen, mens den tidligere AaB’er Lucas Andersen i øjeblikket samler erfaring på andetholdet.

Ifølge cheftræner Frank de Boer kan det dog være en helt sjette dansker, der med tiden stjæler overskrifterne i Holland.

- Vi har også unge Markus Bay, som er meget talentfuld. Han kan blive den næste Christian Eriksen, siger succestræneren, der har ført Ajax til det hollandske mesterskab de seneste tre år i træk, og med gårsdagens 3-0-sejr over Heerenveen styrer mod det fjerde.

Den danske ungdomsspiller, som mandag kan fejre sin 17 års fødselsdag, er ukendt for de fleste.

I sommer skiftede han fra Brøndby, hvor han trods sine 16 år spillede med på U19-holdet, og blev dermed seneste medlem af danskerkolonien på ’De Toekomst’, der direkte oversat betyder ’fremtiden’. Her har han allerede imponeret, hvilket i Amsterdam-klubben giver forhåbninger om en succeshistorie a la Christian Eriksen.

Markus Bay, som er en del af det danske U17-landshold, spiller ligeledes på midtbanen og betegnes som en kreativ og teknisk dygtig spiller. Sammenligningen med Tottenham-danskeren, der i går var tilbage i Amsterdam for at blive hyldet af Ajax-fansene i forbindelse med opgøret mod Heerenveen, ligger lige for.

Lige siden 1970erne hvor Søren Lerby og Frank Arnesen stemplede ind som kæmpe profiler i Ajax Amsterdam, har storklubben haft en forkærlighed for danske spillere, og ifølge Frank de Boer kan der meget vel være flere danskere på vej.

- Vi er meget interesseret i Skandinavien, men især Danmark, siger Ajax-træneren, der kan takke en dansk talentspejder for, at han igen i år nyder godt af danske profiler.

- Vi har en rigtig dygtig dansk scout i John Steen Olsen, som følger det danske marked, lyder det fra Frank de Boer om 71-årige John Steen Olsen, som også var manden, der i sin tid anbefalede en ung svensk fyr ved navn Zlatan Ibrahimovic til klubben. Hvem ved. Måske havner der i fremtiden en dansk ’Zlatan’ i Amsterdam.