Det lyder som et katalog over et menneskes værste mareridt, men i virkeligheden er det bare et uddrag af de mange følgeskader og sygdomme, som ofrene for DDRs hensynsløse dopingsystem præsenterer i anklageskriftet mod Manfred Ewald og Manfred Höppner, de to mænd, der sammen udviklede og styrede DDRs succesfulde sportsmodel.

De to aldrende mænd, der til forveksling ligner et par rare bedstefædre, sidder i disse måneder i retten i Berlin, hvor de er tiltalt for med fortsæt at have skadet mindreårige sportstalenter gennem 25 år.

Små svømme- og atletikpiger blev stopfodret med anabolske steroider allerede fra de første teenage-år af de mennesker, som erstattede forældrene som nærmeste omsorgspersoner, de ofte både kærlige og krævende trænere på sportsskolerne.

"Han var jo nærmest forældre-erstatning. Derfor tog jeg pillerne, selv om jeg kendte deres muskelopbyggende virkning," har den tidligere junior-Europamester i kuglestød, Simone Machalett blandt andet fortalt om sit forhold til træneren.

Allerede i 1974 udtænkte Manfred Ewald, der allerede dengang og de næste 15 år frem var både præsident for det østtyske sportsforbund og medlems af landets øverste ledelse, centralkomitéen, Statsplanthema 14.25, som var kodenavnet for planen om at dope samtlige østtyske idrætsudøvere fra en tidlig alder.

"I øjeblikket bliver anabolske steroider anvendt i alle olympiske discipliner - sejlsport og kvinde-gymnastik undtaget - og af alle landsholdene," skrev Manfred Höppner i en rapport til Stasi i 1977. Höppner var nemlig - udover at være ledende mediciner for dopingprogrammet - også agent for det frygtede "Statssikkerhedspoliti".

Ewalds plan blev gennem årene en stor propaganda-succes for arbejder- og bondestaten, som høstede masser af olympisk metal, og som ofte var lige i hælene på de store nationer, USA og Sovjet, og nok så vigtigt altid langt foran vesttyskerne, når medaljerne skulle tælles.

Sammenlignet med det relativt beskedne indbyggertal på 17 millioner mennesker i det ellers ofte latterligtgjorde Østtyskland, var det fantastisk hvordan atleterne i de blå undertrøjer fejede al modstand til side. Især i svømning og atletik, hvor virkningen af de mandliggørende dopingstoffer for alvor gav de østtyske "ambassadører i træningsdragter", som statschef Erich Honecker yndede at kalde dem, en fordel overfor de til stadighed mere mistænksomme konkurrenter. Og meget naturligt er det også tidligere topidrætsfolk fra disse sportsgrene, som nu står tilbage med den skræmmende arv fra DDRs sportslige stormagtsambitioner i form af de mange uhyggelige skader og sygdomme.

Men hvad med idrætsfolkene - havde de ikke selv ansvar for eget helbred og viden om, at det var forkert at bruge dopingmidler i jagten på sportslig succes. De oplevede jo selv, hvordan hormonerne påvirkede dem - blandt andet gennem muskelømhed, dybere stemmer og en kraftigt stigende sex-trang - så hvorfor sagde de ikke selv fra.

Det kan man mene, men samtidig skal man huske på, at de fra helt små blev opdraget til at stole på deres trænere, som overtalte dem til at sluge pillerne med forklaringer som "det er godt for tænderne" og "så kan du træne mere".

Samtidig levede de unge sportstalenter en tilværelse, der kun var rettet mod den sportslige succes, der gav adgang til en lang række privilegier - udlandsrejser og senere hen egen bil, lejlighed og adgang til ønskeuddannelsen - alt sammen ting, der lå uden for den almindelige DDR-borgers umiddelbare rækkevidde.

Hvis de nægtede at tage pillerne, røg de ud af sportsskolen og mistede udsigten til et bedre liv i det trøstesløse gråbrune landskab, som Østtyskland udgjorde.

En af de få, der magtede at sige nej tak til pillerne, var den i dag 35-årige Rica Reinisch. Hun var i en alder af kun 15 år svømmebassinnets ubestridte dronning ved legene i Moskva i 1980. Her hev hun tre guldmedaljer op af klorvandet, og vendte hjem til heltestatus i Dresden. Men to år senere var det slut.

Efter en lang periode med sygdom og smerter i underlivet afslørede hendes læge, der selv var tidligere topatlet og derfor kendte dopingmetoderne fra sin egen karriere, at hun med mandlige hormoner var blevet dopet til sygdom. Reinisch havde cyster på æggestokkene, og lægen spåede hende evig barnløshed.

Så slemt gik det heldigvis ikke. Den kun 17-årige pige stoppede øjeblikkeligt sin svømmekarriere og sagde farvel til alle privilegierne, men til gengæld har hun i dag to børn.

"Jeg besluttede, at jeg ikke længere ville være forsøgskanin for staten. Men da jeg fortalte mine svømmekammerater, hvordan pillerne havde ødelagt mig, ville de ikke tro på mig," har Reinisch tidligere fortalt om sin egen og omverdenens reaktion ovenpå afsløringen af hendes doping-udløste sygdom.

Hun blev særdeles upopulær på sin hjemegn, da hun i 90'erne offentligt stod frem og afslørede sin dopingfortid. I de fem tidligere østtyske delstater, er mindet om fortidens sportslige succeser én af de eneste trumfer, "ossierne", siden genforeningen, har kunnet spille ud overfor de dominerende "wessier".

Reinisch' billede er pillet ned fra væggen i svømmeklubben i Dresden, men hun kan være ligeglad, for hun er flyttet til den vestlige del af det forenede Tyskland, hvor hun i dag arbejder som tv-journalist ved Westdeutsches Fernsehen i Köln.

På mange måder et langt spring væk fra de fremtidsudsigter hun havde for 18 år siden. Men mens hendes doping-fortid er et eksempel ud af omkring 10.000, adskiller hendes succesfulde nutid sig skarpt fra de mange tidligere sportslige superkvinder, som i dag slås med de uhelbredelige sygdomme, som det østtyske sportssystem har påført dem.

Reinisch har selv optrådt som vidne i retssalen overfor Ewald og Höppner. De to mænd, som hun hele tiden har haft som mål for sine beskyldninger. Indtil nu har der siden foråret 1998, hvor retsopgøret med DDR-dopingen begyndte, været ført en lang række sager mod trænere, læger og sportsfunktionærer, og i de tilfælde, hvor der er faldet dom, er det kun endt med bødestraffe og betingede domme.

Men nu kan det takket været Rica Reinisch og andre gamle østtyske sportsstjerner, der har haft modet til at stå frem og fortælle deres historie, ende med nogle af de hidtil hårdeste doping-domme, når de to magtfulde bagmænd bliver dømt.

Kræftforskeren og molekylærbiologen Werner Franke fra Heidelberg er stærkt medvirkende til, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre at dokumentere den systematiske doping i det tidligere DDR.

Franke var manden, der sammen med sin kone tog på en tur til de fem nye delstater kort efter genforeningen, og her lykkedes det dem at redde det belastende materiale ud af de østtyske arkiver, inden de grundige sportsfunktionærer nåede at makulere oversigterne over hvem, der fik hvad og hvor meget.

Udfra disse oversigter sammenholdt med Frankes analyser af de forskellige dopingmidlers bivirkninger og de enkelte sportsfolks vidneudsagn fører anklagemyndigheden sagen mod Ewald og Höppner.

Franke udgav sammen med sin kone Brigitte Berendonk - der selv har en fortid som vesttysk elite-atlet - i 1991 bogen "Doping-Dokumente", hvor de med en minutiøs gennemgang af historien bag det østtyske sportsbedrag suppleret med overbevisende kildemateriale dokumenterer, hvordan Ewald og Höppner trak i trådene i dopinghierarkiet.

Samme år indgav Werner Franke en anklage til det tyske politi mod de to top-dopere.

"Det er jo det logiske endemål, at de to mænd nu sidder i retten, men det kunne jeg ikke forvente dengang. I Tyskland har vi jo tidligere oplevet hvordan forbryderne fra det 3. rige gik fri, så jeg ville ikke være blevet overrasket, hvis det var sket igen," konstaterer den respekterede videnskabsmand.

Han har med sin viden følt det som en pligt at få sandheden præsenteret - og så i øvrigt hjælpe ofrene for det østtyske pilleslugeri i den udstrækning, det er muligt.

"Selvfølgelig er der mange, der synes, at det er skuffende, at de dømte hidtil er sluppet med betingede domme og bødestraffe, men jeg synes, at det i sig selv er historisk, at man har dømt de skyldige bag doping-misbruget.

Vis mig et andet land i verden, hvor man gør den slags. Det har været hårdt for kvinderne at stå frem og fortælle om deres sygdomme og varige mén, men det har været afgørende at få så meget sandhed som muligt frem.

Det betyder, at sportens ansigt udadtil er ændret for fremtiden," fastslår Franke, der ikke vil spå om udfaldet af sagen mod Ewald og Höppner, men han forestiller sig ikke, at de ender med at komme bag tremmer. Det skal deres fremskredne alder nok forhindre, forudser han.

Robert Hartmann er freelance-journalist med atletik og doping som speciale. Han har fulgt hele forløbet omkring retssagerne mod DDRs trænere, læger og funktioner for den seriøse avis Süddeutsche Zeitung. Han tror på, at de to gamle top-dopere, Ewald og Höppner kan ende med at få en straf, der står i forhold til deres ansvar for de mange triste skæbner.

"Men det kommer helt an på, om det lykkes at få anklageren til at skifte anklagen ud fra "simpel legemsbeskadigelse" til "grov legemsbeskadigelse". Hvis det lykkes - og det er der en reel mulighed for - vil Ewald og Höppner kunne risikere op til fem års fængsel. Ud fra den nuværende anklagende vil de maximalt kunne få to år - og der vil nok blive tale om en betinget dom," spår Hartmann.

Han peger på, at retssagen har været længe undervejs, og at det især hænger sammen med at tyskerne allerhelst vil lade fortiden ligge.

"Der gik otte år fra Franke kom med sine anklager, indtil sagen gik i gang. Det tyder meget på, at enten har man været meget dovne i retssystemet eller også har politikerne bare ikke været interesseret i, at denne sag skulle blive til noget.

Men det samme er tilfældet med mange af de trænere, der dengang arbejdede i DDR. Alle ved, at de også var med i doping-systemet, men alligevel bliver de brugt i vid udstrækning i Tyskland i dag, blandt andet i atletik-forbundet.

For eksempel er Thomas Springstein, der dengang trænede 400 meter-stjernen Grit Breuer, og som i dag er gift med hende, på kontrakt i det tyske atletikforbund.

Det er virkelig en skamplet på tysk sport, at der i dag stadig bliver brugt så mange østtyske trænere, som dengang var en del af dopingsystemet," mener Robert Hartmann.