Det danske landshold vandt fredag over Norge, men den historie, der satte dagsordenen, mens landsholdet var samlet, var Nicklas Bendtner og tre spørgsmål om Arsenal.
Med egne ord optrådte Nicklas Bendtner 'morgensur', da en DR-journalist for tredje gang spurgte til angriberens klubsituation.
Efterfølgende tog DBU ved kommunikationschef Lars Berendt Nicklas Bendtner i forsvar, og hele pakken kastede hvas kritik fra blandt andre Berlingskes sportsredaktør Flemming Fjeldgaard.
I en særudgave af 'Mandagstræner' debatterer Lars Berendt, Flemming Fjeldgaard og vært Peter Brüchmann landsholdets imagemæssige udfordringer og naturligvis Nicklas Bendtners famøse 'interview'.
Flemming Fjeldgaard kalder undervejs i programmet blandt andet Nicklas Bendtners attitude for uforsonlig og respektløs, og siger, at landsholdsspillerens optræden ramte et bundniveau.
Til Nicklas Bendtner-episoden, som Lars Berendt indrømmer ikke var optimal, svarer kommunikationschefen blandt andet:
- Lad os sige det på den måde, at vi er opdraget hjemmefra - jeg er i hvert fald generation - med: Svar på det, som de voksne spørger om. Når det kommer til relationen mellem spillerne og journalister, så er vi over i et professionelt forhold, hvor spillerne også må forholde sig til det, som de bliver spurgt om, og så må de forholde sig til, om det er noget, som er hensigtsmæssig for dem at svare på. Det er det, som vi ser i tilfældet med Nicklas Bendtner her. Det er ikke altid fordelagtigt for Nicklas at svare på spørgsmål, der relaterer til hans klubsituation.
- Det er ikke en ideel situation, og det fokus, som I (pressen, red.) vælger at give det, så havde det været optimalt, hvis spørgsmålet ikke havde været stillet, eller Nicklas havde tacklet det på en anden måde. Men jeg er nødt til at sige, at Nicklas er i sin gode ret til at sige, at det, jeg gerne vil tale om, når jeg er sammen med landsholdet, det er landsholdet.
Se mere i hele ekstra-udsendelsen af 'Mandagstræner' i klippet øverst på siden.