Michael Laudrup regner med at blive endnu ét år som træner for Lekhwiya i Qatar, Morten Olsens kontrakt som dansk landstræner udløber næste sommer. Det passer helt perfekt, men...

Laudrup er en af de største fodboldstjerner, dansk fodbold nogensinde har produceret med et imponerende CV fra en lang spillerkarriere. Siden da har han udviklet sig til et solidt trænernavn gennem de seneste 13 år med erfaring fra Spanien, England, Rusland og nu Qatar, hvor han nyder succes hos Lekhwiya. Og derfor vil han helt klart være med i puljen, når DBU skal finde på en afløser for landstræner Morten Olsen, der har kontaktudløb sommeren 2016.

»Jeg vil ikke kommentere på enkeltpersoner. Det er udelukket. I øjeblikket er vi midt en proces, hvor vi definerer, hvordan fremtiden omkring landsholdet kommer til at se ud. Vi ved jo, at vi skal have en ny A-landstræner, og her arbejder vi på selve jobbeskrivelsen. Den bliver færdig henover sommeren, og så skaber vi en bruttoliste af egnede kandidater efter sommerferien. Sådan ser forløbet ud, og jeg har ingen interesse i allerede nu at smide navne på bordet,« siger DBUs administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer til BT.

Og selvom det ligner det oplagte valg for DBU at nappe Michael Laudrup næste sommer, når man har sagt farvel til Morten Olsen, og Laudrup selv igen er fri på markedet, er der visse punkter, der taler imod, at DBU vil have Laudrup som landstræner.

Passer Laudrup ind i det nye DBU?
»En del af noget større« er DBUs nye mantra, hvor unionen ønsker åbenhed over for offentligheden i højere grad, end det var tilfældet med folk som den tidligere kommunikationschef Lars Berendt og tidligere generalsekretær Jim Stjerne Hansen ved roret. Nuværende landstræner Morten Olsen hører til den gamle skare, hvilket også har skabt gnidninger mellem Olsen og DBU-ledelsen med administrerende direktør Claus Bretton-Meyer. Laudrup hører også sammen med det gamle DBU. Han var assistent for Olsen og i mange år den Jim Stjerne Hansens personlige favorit til at efterfølge Morten Olsen.Tidligere har Michael Laudrups bror, Brian Laudrup, sået tvivl om, hvorvidt Michael Laudrup vil passe ind som landstræner i det nye DBU.

Økonomien
A-landstrænerposten udgør suverænt den største lønudgift på budgettet i hele DBU. Morten Olsen tjener angiveligt fem millioner kroner om året, men så "billigt" slipper man ikke med Michael Laudrup. I Qatar tjener Laudrup angiveligt 26 millioner kroner om året, og han betaler ikke skat af lønnen i Qatar. Lad os bare konstatere, at DBU aldrig nogensinde kan eller vil matche sådanne lønninger. Laudrup skal derfor være indstillet på at gå markant ned i løn, og årsagen til det skulle være af nationalromantisk karakter.