Spillerforeningen har varslet en stævning af Dansk Boldspil-Union (DBU), og det har fået bægeret til at flyde over hos direktør Claus Bretton-Meyer. Han har fået nok af foreningens ageren og vil have dem udelukket fra landsholdssamlingerne.

Kravet fra Spillerforeningen lyder på 2.975.000 kroner plus renter og stammer tilbage fra den sponsoraftale, DBU havde med Arla og Dong i perioden fra 2004 og 2011. Stævningen falder mindre end tre måneder efter, de to parter var ude i en lignende konflikt, og nu har DBU-direktør Claus Bretton-Meyer fået nok.

»Jeg har været her (red. DBU) i tre år, og mønsteret er, at der hele tiden kommer en ny sag. Nu har vi det sådan herinde, at nok er nok. Vi er nødt til at sige, 'prøv at hør her, venner. Nu skal det dreje sig om den vigtige kvalifikation til VM',« siger Claus Bretton-Meyer til BT.

Ifølge den nuværende landsholdsaftale har Spillerforeningen ret til at befinde sig i landsholdslejren, når der er samlinger. Men når den aftale skal genforhandles næste år, vil DBU med Bretton-Meyer i spidsen arbejde for at få smidt fagforeningen helt ud af lejren.

»Vi anerkender, at spillerne har valgt Spillerforeningen som deres repræsentant. Det anerkender vi 100 procent. Men de faglige elementer og konflikter, dem må de tage uden for lejren i andre sammenhænge. Det duer ikke, at det sker under forberedelserne til kampene Det er et forstyrrende element, og den diskussion har jeg haft både med holdet bag holdet og landstræneren. Det kommer ikke til at ske mere,« forklarer Claus Bretton-Meyer.

Da DBU indgik sponsoraftalen med Arla og Dong i 2004, var det med Jim Stjerne Hansen som direktør, og ham har Claus Bretton-Meyer tænkt sig at tage med på råd for at komme til bunds i sagen.

»Vi er i gang med at undersøge sagen meget nøje. Vi har både vores nuværende advokater til at kigge på det, og jeg kommer også til at indkalde min forgænger (red. Jim Stjerne), så vi kan gennemgå de her ting. Vi tager også fat i vores gamle revisor, for det ligger jo så lang tid tilbage, at der ikke er ret mange, der kan huske de her ting i detaljer,« siger Claus Bretton-Meyer.

Selvom DBU-direktøren ikke har været med til at forhandle aftalen, mener han, at Spillerforeningens krav er ude af proportioner.

»Tre millioner kroner er på ingen måde retvisende og ikke et beløb, vi kan nikke genkendende til. Det er som om, at alting handler om tre millioner kroner for tiden,« siger Bretton-Meyer med henvisning til den nyligt afsluttede voldsgiftsag, hvor DBU skulle betale Spillerforeningen et lignende beløb.

I øjeblikket er DBU i gang med at genforhandle U21- og kvindelandsholdets aftaler, og derfor undrer det Claus Bretton-Meyer, at Spillerforeningen netop nu vælger at kratte op i et sår, der var ved at hele.

»Jeg forstår ikke, at de (red. Spillerforeningen) løfter den her sag frem nu. Vi er i fuld gang med at genforhandle landsholdsaftaler, og det er en proces, vi har været i gang med over en rum tid. Derfor undrer jeg mig over timingen og måden, de har opskaleret det her på. Vi taler om en sag fra 2004 til 2011, så man skulle tro, de ting ligesom var afklaret,« siger Claus Bretton-Meyer.

Det var også direktørens klare opfattelse, at der efter den seneste konflikt ikke var flere mellemværender DBU og landsholdsspillerne imellem.

»Jeg har haft nogle gode samtaler med blandt andet Simon Kjær, når jeg har mødtes med ham i landsholdslejren. Og sidste gang var vi enige om, at vi havde trukket en streg i sandet, og at vi nu skulle vi komme videre. Men det virker som om, at spillerforeningen har en agenda. Sådan ser det ud fra vores side.«

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Spillerforeningen.