DBUs formand, Jesper Møller, har skrevet et nyhedsbrev, der er lidt mere interessant, end den slags plejer at være. I hvert fald for medierne og jer, der følger med i det danske landshold.

For efter Morten Olsens brokkerier over nedskæringerne, der har kostet en ligalandsholdstur, beder DBU-formanden i et nyhedsbrev sendt ud til DBUs bagland folk om ikke at sige deres mening til medierne. Det smager ikke meget af "det nye og mere åbne DBU", som historierne ellers har gået på, siden Claus Bretton-Meyer blev direktør i Danmarks Boldspil-Union.

Så hvordan forholder situationen sig egentlig? Det har BT spurgt DBU-formand Jesper Møller om:

Jeg bider jo især mærke i sætningen: "Det er ikke acceptabelt at give sin mening til kende i medierne...". Er den møntet på Morten Olsen?

- Det er en generel holdningstilkendegivelse, jeg er kommet med i forhold til den budgetproces, vi har været igennem med de her besparelser.

- Nogen føler sig ramt af det, jeg skriver, andre nikker genkendende til det, og så er der pressen, der tror, at det må være en bestemt situation, jeg tænker på. Hvis det helt præcist havde været Morten Olsen og kun ham, jeg havde tænkt på, så havde jeg skrevet det. Men det her er et ønske om, at vi skal opføre os ordentligt, og vi skal lade være med at pege fingre ad hinanden.

Men er det alligevel på baggrund af Morten Olsens udtalelser, at du går ind og benævner det her i generelle vendinger?

- Jeg vil ikke kommentere på den konkrete situation med Morten (Olsen, red.)

Der er blevet talt om det nye og mere åbne DBU, og så skurrer det lidt i ørerne, at det ikke er acceptabelt for DBU-folk at give deres mening til kende i medierne. Er det din holdning, at det skal være mere lukket?

- Næ, jeg synes, det skal være meget mere åbent. Det er også, derfor jeg sender det her nyhedsbrev ud og skriver de ting. Vi vil netop gerne være åbne omkring de synspunkter, vi har. Det har jeg ingen problemer med. Det her med, at man ikke må give sin mening til kende - det er ikke det, der står. Det, jeg siger, er, at det er helt i orden med kritik, og at vi er uenige. Men det skal bare være inde for de rigtige rammer, hvor vi viser respekt for hinanden, så vi får de rigtige diskussioner. Jeg elsker diskussioner. Men hvis vi har nogle synspunkter, synes jeg, vi skal tage dem i DBU-regi.

Men så forstår jeg bare ikke, at der direkte står, at det ikke er acceptabelt...

- Jeg synes bare ikke, man skal sige sin mening på en måde, hvor man peger fingre ad hinanden. Vi skal tage diskussionerne inden for de rigtige rammer. Hvis man bare siger sin mening og peger fingre, så kommer vi ingen veje.

Det var vel ikke meningen, at nyhedsbrevet skulle komme ud til medierne?

- Det er skrevet, så det kan læses af alle. Det er sendt ud til flere hundrede.

Har Morten Olsen også fået det?

- Ja, selvfølgelig har han det. Men det er ikke mig, der sender det ud.

Så han har allerede kendt til det, da du sendte det ud?

- Jeg har lavet det i sidste uge, og så er det gået i trykken. Og han har da kendt til det. Det har alle. Det er sendt ud til hele DBU-systemet, og hvis der er nogen, der ringer og spørger om det, får de det også.

Hvornår skrev du det? Hvilken dag?

- Jeg skrev det i sidste uge. Vi gjorde det færdigt torsdag og fredag. Det er sendt ud mandag. Der er ingen dramatik i det.

Tror du ikke, at Morten Olsen har set det som en mundkurv eller form for restriktion?

- Det ved jeg ikke.

Kan du forstå, at det kan tolkes sådan?

- Nej.

Når der står, at "det ikke er acceptabelt at give sin mening til kende i medierne", kan du så ikke forstå, at det kan tolkes som, at Morten Olsen ikke skal sige sin mening i medierne?

- Jeg vil igen ikke kommentere på Morten Olsen og situationen med ham. Jeg tror ikke, at der er nogen, der har opfattet det som mundkurv. Det har ikke været min mening med det. De må meget gerne sige deres mening til mig.

Men du vil bare gerne have, at når der skal tilkendegives holdninger, så gør man det til dig?

- Hvis det er medarbejdere, synes jeg, at man skal snakke med Claus (Bretton-Meyer, DBU-direktør, red.) om det. Jeg har rettet det her til det politiske bagland. Jeg tror ikke, at der er så mange der, der opfatter det som en mundkurv. Men mere som at vi skal opføre os ordentligt og ikke pege fingre.  Det er helt udramatisk.

Jeg synes ikke, jeg er slem til at overfortolke, men jeg tolker det alligevel som en påmindelse om, at man i DBU ikke må gå ud med alt til medierne...

- Det kan jeg ikke gøre noget ved. Det har jeg respekt for. I har mulighed for at skrive de artikler, I vil, og det synes jeg er helt fint. Jeg kan godt lide at tage diskussionerne.

Hvordan ser Morten Olsens situation ud lige nu?

- Det vil jeg ikke sige noget om. Det er Claus' (Bretton-Meyer, red) bord. Personalesnak - herunder Morten Olsen, vil jeg ikke kommentere på.