Formanden for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, er godt tilfreds med, at der nu tilsyneladende bliver ryddet op i det internationale fodboldforbund (FIFA).
FIFAs etiske komité har onsdag indstillet, at præsident Sepp Blatter bliver suspenderet i 90 dage. Det bliver afgjort fredag, og det er det seneste - og mest højprofilerede - tiltag fra FIFA i forsøget på at rydde op i verdensforbundet.
»Det er egentlig ikke så afgørende for mig, om det er en definitiv suspension eller en midlertidig suspension i tre måneder,« siger DBUs formand, Jesper Møller, til Ritzaus Bureau. Det skriver DR-Sportens hjemmeside.
»Det afgørende er, at vi nu får ryddet op, hvilket jeg har råbt op om i halvandet år. Det tyder på, at vi kan få ryddet op, både med myndighedernes hjælp, politiet i Schweiz og USA, og nu også med FIFAs etiske komité,« siger Jesper Møller.
Den 79-årige Sepp Blatter har på forhånd annonceret, at han ikke genopstiller ved den ekstraordinære FIFA-kongres i februar næste år.